Skriv en kommentar
Militærfruen Kate (Kristin Scott Thomas) lytter med bekymret mine til nyhederne, idet hun kører hjemad i sin bil. Britiske tropper skal til Afghanistan for at kæmpe mod taleban, og det betyder at hun igen skal være alene tilbage på den base, hvor hun og manden Richard (Greg Wise) bor. Parret har mistet deres søn i krig, og på klassisk britisk facon har de holdt facade og humøret oppe for at skjule sorgen. Derfor har han besluttet sig for at tage af sted igen, og hun beslutter sig for at tage sig af de tilbageværende kvinder.
Sammen med den noget yngre Lisa (Sharon Hogan), der også har meldt sig under fanerne, forsøger de sig af flere omgange ved daglige kaffemøder at brainstorme sig frem til gode og nyttige fællesaktiviteter. Med al tydelighed fremgår de to kvinders om- og fremgangsmåde at være vidt forskellig. Kates ideer er drevet af klassiske forestillinger om ”rigtige” aktiviteter der skal gøre ordentligt, hvor Lisa er mere åben, men også mere løs i sin strukturering af tingene. Det kommer der nogle sjove og helt igennem klassiske britisk scener ud af, hvor (klasse)forskellene mellem de to overværes og kommenteres tørt af de andre kvinder.
Efter et mislykkedes forsøg med en strikkeklub – det viser sig at ingen af kvinderne har evnerne eller lysten, prøver de med fællessang. Også her er forskellene mellem Kates klassiske udgangspunk i korharmonier og nodelæsning og Lisas forkærlighed for populærmusik med til at skabe drama mellem de to undervisere.
Langsomt begynder tonerne dog at flyde i takt med at et par af korets kvinder træder frem som mere end statister til de to stærke kvinder i front. Vi har den generte Jess (Gaby French) med den gyldne sangstemme, den tonedøve Ruby (Lara Rossi), som samtidig er med til at bryde filmens heteronormative univers, idet at hun er lesbisk gift, og endelig er der den unge Sarah (Amy James-Kelly) der ængsteligt sætter ord på de andres uudtalte angst for at telefonen en dag skal ringe med dårligt nyt fra fronten.
Langsomt gør koret fremskridt idet de øver sig på 80´er hits fra Yazoo, Human League, Tears for fears osv. og da basens leder viser koret frem til sin overordnede indkaldes de til at synge til et stort arrangement i Royal Albert Hall. Men er korets uerfarne sangere klar til det? Og kan de to korledere blive enige?
Sangklubben er en rigtig feel good film instrueret af Peter Cattaneo, instruktøren der brød igennem med Det´bare mænd i 1997. I tematik og tone minder de to film om hinanden, men hvor Det´ bare mænd på underfundigvis fik sagt noget om mandefællesskaber og stigende selvrespekt i takt med at tøjet blev taget af, kommer Sangklubben aldrig rigtig ind under huden på mere end et par af korets deltagere. De fleste agere nærmest statister eller er placeret som undskyldning for at drive historien frem. Dermed ikke sagt at filmen ikke har sine rørstrømske momenter – men det forventer man også når filmen er centreret omkring musik og fællessang. Og bevares Kristin Scott Thomas spiller som altid med sans for detaljen, hvilket redder hendes karakter fra blive en karikatur af Miss Hyacinth fra tv-serien Fint skal det være. Og så ville det klæde filmen hvis den ikke var som nærmest støvsuget af kritik af krigsdeltagelsen i Afghanistan. Sangklubben er et ufarligt og hyggeligt sangselskab. Velegnet til dem der elsker fællessang med Phillip Faber.
