Skriv en kommentar
Menneskeligheden slår altid igennem Søren Kragh-Jacobsens film – der banker et varmt hjerte i filmene, lige fra Gummi Tarzan til Mifunes Sidste Sang. De er præstationer, man altid bør se. Det gælder også hans seneste film Skagerrak. Alligevel er det svært at se bort fra Skagerraks eventyrlige konstruerethed og hovedpersonens anstrengte forløsning.
Vi møder veninderne danske Marie (Iben Hjejle) og irske Sophie (Bronagh Gallagher), da de går i land i en skotsk havneby efter at have arbejdet på en olieboreplatform i Nordsøen (Skagerrak ligger altså mellem Nordsøen og Kattegat!). Tiden fordrives med sprut og mænd, indtil Sophie får tærsk af en af fyrene og alle pengene forsvinder. Sophie drømmer om den tabte kæreste Ken, og Marie, den egentlige hovedperson, ja hun nægter at drømme, lige indtil hun får et tilbud om at blive rugemor for Jarlen af Glomis.
Med Jarlen af Glomis introduceres eventyret samtidig med at (social)realismen fastholdes. Balancegangen mellem realisme og eventyr virker dog uafklaret både for den undrende hovedperson Marie og filmens tilskuer. Er der fx en ridder på den hvide hest eller er der ikke?
Det er måske derfor, at Iben Hjejles hovedperson Marie har så svært ved at slå igennem som personlighed. Selvom hun må gå så meget igennem, inden hun kan sige ja til barnet og den mand der vistnok elsker hende, er det til stadighed det herlige galleri af eventyrligt skøre og rørende personligheder omkring hende der er interessante. Ja, det er lige før veninden, den vilde, frodige og vulgære Sophie stjæler billedet, også selvom venindernes veje skilles midt i filmen. Instruktøren gør det ikke lettere for Marie og Iben Hjejle, da hun efter en hektisk flugt fra jarlen og hans kontrakt på en arving, strander i et udrangeret værksted i Glasgow, hvor tre enlige mænd, hvis lige man skal til Snehvides dværge for at finde, igen stjæler billedet fra Marie. Pointen er dog klar nok, at Marie må finde sin indre Sophie og ja, sit barn for at komme videre i livet.
Søren Kragh-Jacobsens idé med at blande det realistiske drama med eventyrlige elementer (Snehvide og de syv små dværge, Guldlok og de tre bjørne, jomfru Maria og Jesubarnet) fungerer flot i de enkelte scener, men på det store plan kommer hovedpersonen, kvinden der, efter eget udsagn i begyndelsen af filmen, ikke vil noget, til kort. Er hun den der drager ud for at finde sig selv ved at møde eventyret, må hun vel også ville det, når det kommer til stykket. Desværre kan man med nogen ret til sidst spørge, hvad Marie egentlig vil. Og det er næppe meningen med en fortælling fuld af eventyrlige forløsende elementer.
Der er ingen tvivl om, at Søren Kragh-Jacobsen kan sin realisme; det har han vist fra Gummitarzan til Mifune. En realisme der altid har trukket på det eventyrlige eller mytiske som en fuldt integreret del af fortællingen. Man mindes Skyggen af Emma (1988), hvor hovedpersonen, en hård strigle af en teenager mødte eventyret på sin vej gennem det københavnske kloaksystem. Men i Skagerrak frigører eventyret sig fra den desillusionerede hovedperson, der ikke på noget tidspunkt får mulighed for at ”forklare sig”, fx antydes det blot, at der er et eller andet tragisk omkring forældrene i Maries fortid.
Det er bemærkelsesværdigt, at også dogmekollegaen Lars von Trier ligesom Kragh-Jacobsen arbejder på en kvindetrilogi. Men mens von Trier har en virtuos postmoderne tilgang til kvinden i sin guldhjerte-trilogi – og har stor international succes med det - er Kragh-Jacobsen i sin trilogi ikke så stilsikker i sin sag; i første del, Mifunes sidste sang (1999), er kvinden (Liva) trods alt ikke hovedperson. I anden del, Skagerrak er hun det, men virker ikke som sådan, fordi eventyret fortrænger hende. Måske sker det i sidste del, The Irish Geisha der allerede foreligger som manuskript; at den sanselige kvinde springer ud som egentlig hovedperson for første gang i en film af Søren Kragh-Jacobsen!
Hvorfor udvendiggøres eventyret af Kragh-Jacobsen i den internationale produktion Skagerrak, når det eventyrlige kunststykke ellers er lykkedes gang på gang i instruktørens øvrige nationale produktion. Er det den gamle sang om penge og internationale projekter der er på spil? Jeg ved det ikke, men må konstatere, at det hurtigt kan blive en høj pris at betale, hvis den kunstneriske integritet står på spil for et internationalt filmprojekt, der faktisk ikke når på højde med instruktørens øvrige nationale produktion.
