Skriv en kommentar
Mødet med de voldsomme billeder fra den barske virkelighed i Irak gør stærkt indtryk, især fordi krigens rædsler foregår i børnehøjde.
Filmen indeholder desuden autentiske optagelser fra krigszonen, hvor amerikanske soldater løber side om side med skuespillerne.
Iranske Bahman Ghobadi's stærkt bevægende film "Skildpadder kan flyve" vandt publikumsprisen på Natfilmfestivalen i år. Det er en barsk men usentimental film om Irak-krigens rædsler om børnelivet i en krigszone i Irak anno 2003.
Bevidstheden om, at frygtelige begivenheder som disse stadig finder sted ikke langt fra lille trygge Danmark, giver en klump i halsen og tårer i øjnene.
I "Skildpadder kan flyve" følger vi en flok traumatiserede, forældreløse børn i en mudret krigszone af en flygtningelejr nær grænsen til Tyrkiet. Flere af børnene humper rundt på krykker, andre mangler en arm, en hånd eller er blinde, da deres eneste mulighed for at tjene til føden er at indsamle de landminer, som amerikanerne har strøet ud over landsbyen i rigelige mængder. En farlig beskæftigelse, men børnene har ikke andre muligheder.
Den 13-årige dreng Satellite (Soran Ebrahim) er leder for de andre børn i lejren, hvor alle venter ængsteligt på, at amerikanerne skal gøre deres indtog i Irak og vælte Saddam. Men de har ingen anelse om, hvornår det sker, eller hvordan det går med krigen, for de er totalt afskåret fra omverdenen. Da Satellite endelig får monteret en parabolforbindelse og zapper over på CNN - ja, så taler Bush jo kun uforståeligt engelsk.
I flygtningelejren møder Satellite det forældreløse søskendepar drengen Hengov (Hiresh Feysal Rahman) og den smukke pige Agrin (Avaz Latif), som begge er mærket af krigens rædsler. Hengov har mistet begge arme ved en mineeksplosion, mens Agrin har dybe ar på sjælen.
De har taget en lille, blind dreng til sig, som Agrin bærer rundt på sin ryg. Men hendes had til den lille dreng vokser dag for dag, da hun ikke han glemme, at hans forældre dræbte hendes.
Det er netop dette had mellem mennesker, der skildres som det mest ødelæggende ved krigen. De fleste af børnene har en ukuelig medmenneskelighed, som er rørende og rummer håbet om en bedre fremtid i Irak uden krig og diktatur. For andre (børn) er det sværere at overleve med sin menneskelighed i behold i en umenneskelig verden. De giver slip på håbet og på livet.
"Skildpadder kan flyve" er på sin vis en dybt tragisk og foruroligende fortælling fra krigens rædselskabinet om børnenes vilkår og kamp for at overleve. Men filmen rummer også en smuk og kærlig beretning fra den hæslige virkelighed om børnenes håb om, at det hele nok skal gå, bare vi holder sammen og bevarer den barnlige tro på, at "skildpadder kan flyve". Det akkompagneres af en betagende, næsten lyrisk billedside, hvor man virkelig kan tale om, at et billede siger mere end 1000 ord.
Filmen fortæller os måske ikke så meget, vi ikke vidste i forvejen, men billederne og historien om de ukuelige børneviljer, der nægter at give op, gør et uudsletteligt indtryk. Med hjertet i halsen oplever vi en bittersød blanding af krigens og diktaturets menneskelige ruin og håbet om et bedre liv i frihed, der lever stærkt i det kurdiske folk.
Filmen har ganske vist en del uklarheder i plottet og i de menneskelige portrætter ligesom en del går tabt i oversættelsen, men de mellemøstlige livsvilkår og krigens menneskelige omkostninger står hjerteskærende skarpt.
En vigtig film og en ægte øjenåbner, som alle bør se!
