Skriv en kommentar
Forsikringsdetektiven C. W. Briggs (Woody Allen) og hans attraktive kollega Betty Ann Fitzgerald (Helen Hunt) hypnotiseres begge som en spøg ved en festlig anledning. Denne spøg viser sig senere fatal, da hypnotisøren Voltan fastholder de to i sin magt og med et enkelt ord kan få dem til at adlyde sit mindste vink.
Via hypnotiske telefonopkald manipulerer Voltan med et enkelt ord Briggs og Fitzgerald til at begå adskillige juveltyverier i de rigmandsboliger, som de selv har tyverisikret med diverse smarte alarmsystemer.
Briggs og Fitzgerald er selv fuldstændig intetanende om deres kriminelle handlinger, og ironisk nok er det dem selv, der bliver sat på det store opklaringsarbejde. Historien kredser delvist om de nogenlunde spændende og mystiske juveltyverier, men kriminalhistorien glider langsomt i baggrunden til fordel for skildringen af folkene på forsikringsbureauet. Og det er egentlig også mere interessant.
Det drejer sig især om Briggs og Fritzgeralds had/kærlighedsforhold, og om de interne stridigheder og magtkampe der foregår på kontoret. Fitzgerald har indledt et problematisk forhold til sin gifte chef Chris Magruder (Dan Aykroyd), mens Briggs har et godt øje til den smukke kontorassistent Jill (Elizabeth Berkley) – og senere til rigmandsdatteren Laura Kensington (Charlize Theron). Men det hadefulde forhold til Fitzgerald synes rent faktisk at optage Briggs mere end de mange forførende kvinder.
Spørgsmålet er så, om den hypnotiske tilstand, som Briggs og Fritzgerald af og til befinder sig i, i virkeligheden eksponerer deres sande jeg og deres dybeste længsler (efter hinanden). Til hverdag kan de to ikke udstå synet af hinanden, og de skændes konstant. Men som Briggs kollega på et tidspunkt spørger: Kan to mennesker hade hinanden så meget uden også at elske hinanden? Og dette spørgsmål er filmens egentlige omdrejningspunkt.
Med udgangspunkt i jazzens storhedstid 1940’erne har Woody Allen skabt rammen om en stilsikker kriminal-komedie, der meget passende låner flere elementer fra denne tids film noir-film. F.eks. møder vi den stærke og ud af til kyniske kvinde, eller femme fatale om man vil, Laura Kensington, der har fod på tilværelsen og mændene snoet om lillefingeren. Den uheldige anti-helt og hovedperson Briggs får en helt ny udformning i Woody Allens aldrene, men stadig lige neurotiske og hurtigtsnakkende, krop.
Gennemgående er dialogen velskrevet og de lidt stereotype personkarakteristikker er helt i top. Af og til bliver ping-pong dialogen mellem Briggs og Fitzgerald dog lidt anstrengende, mens de sjove punch-lines ikke altid virker efter hensigten, men i stedet rammer gulvet med et brag. Hele scenariet omkring afsløringen af juveltyverierne er måske kørt en anelse for langt ud, især fordi filmens udvikling og især slutning er temmelig forudsigelig. Forudsigeligheden kan dog retfærdiggøres som en charmerende del af genren.
Musikken, scenografien og kostumerne må i samme åndedrag som skuespilpræstationerne fremhæves som noget af det mest positive ved filmen.
Skorpionens forbandelse er stadig en rigtig Woody Allen film i bedste stil med alt hvad det indebærer af humor, smukke kvinder, New York, neuroser og spøjse dialoger med intellektuelle jokes.
Han laver for tiden en film om året, måske skulle han overveje at skære lidt ned på kvantiteten og satse på kvaliteten i stedet. Denne film forekommer i hvert fald noget rutinepræget og knap så velkomponeret som hans tidlige produktioner. Filmen er dog stadig underholdende og seværdig, problemet er måske bare, at man forventer sig mere af en Woody Allen film.
