Skriv en kommentar
Det bedste ved Skyskraber er de allerførste ord, historiens fortæller siger:
”Da Jon var lille ville han gerne være en skyskraber, når han blev stor.”
Det kan måske lyde som en voldsomt negativ kritik, men det er det faktisk ikke. Når jeg hævder, at de indledende ord er det bedste ved filmen, skyldes det alene, at de sætter en stemning, der er med til at præge og løfte resten af filmen.
Det første indtryk varer som bekendt ved. En dårlig begyndelse kan sætte dig af som tilskuer og få dig til at vende dig imod en film, inden den er kommet rigtig i gang. En god begyndelse kan omvendt få dig med og på et øjeblik bringe dig ind i filmens magiske verden. Tænkt for eksempel på de sort-hvide skyline-billeder og den indledende monolog i Manhattan, der sætter den jazzede stemning for resten Woody Allens kærlighedserklæring til New York. Og tænk så igen på Skyskraber og ordene, der indleder den.
Der er noget monstrøst og storladent over skyskrabere. De trodser logikken, de stræber mod himlen, og de står alene, hævet over alt andet. De er symboler på storbyer, fremskridt og på himmelstræbende drømmerier. Og så er de enorme og potente fallossymboler. Konnotationerne er utallige, men lige meget hvilke, du kommer i tanke om, når du hører ordet skyskraber, giver de på en eller anden måde mening i forhold til stemningen og tematikken i Rune Schjøtts spillefilmsdebut.
17-årige Jon (Lukas Thorsteinsson ), der drømte om at blive en skyskraber, da han var lille og vist ikke helt rigtig vidste, hvad en skyskraber faktisk var, bor i en gudsforladt provinsby et eller andet sted i Danmark. Siden han som ni-årig var indirekte årsag til, at hans far først mistede sin diller, byens eneste fabrik derefter lukkede og udviklingen i den lille flække til sidst gik i stå, er han blevet en udstødt, ingen i byen vil have noget at gøre med. Selv chaufføren på den bus, der kører gennem byen, bryder sig så lidt om ham, at han er forment adgang til bussen. Jon er fanget i et fængsel, såvel fysisk som åndeligt.
Men Jon er ved at blive voksen, og der sker forandringer med ham, både i hovedet og nede i underbukserne. Når han ligger i sengen og tænker på tvillingesøstrene, der bor i byen, rejser hans tissemand sig som en skyskraber, lige indtil Jons forhudsforsnævring sætter en stopper for morskaben.
Og da købmandens blinde datter, Edith (Marta Holm), som Jon har forelsket sig i, beder ham tage sin mødom, må han finde ud af, hvordan pokker, man slipper af med sin forhud, når man ikke kan slippe væk fra byen.
Jons spirende seksualitet passer ikke hans far (Morten Suurballe), der aldrig har tilgivet Jon for, at han kostede ham den tissemand, han var så forbandet glad for. I sine forskruede forsøg på at afskrække sønnen fra alt det, han ikke længere selv kan, fortæller han om alle de kvinder, han kneppede, og alle de kropsåbninger, han stak sin tissemand ind i, inden han tog hjem og kneppede Jons mor. Det var de gode gamle dage.
Scenerne er mærkeligt ambivalente. Det er ikke til at finde ud af, om det skal være sjovt på den upassende måde, eller om det bare skal være decideret upassende og ubehageligt, når den kastrerede liderbuks og drukkenbolt prædiker for sin søn. Hvordan skal man for eksempel forholde sig til det, når han fyrer en svada som denne af: ”Du skal ikke sådan noget. Aldrig, fatter du det? Tror du måske, det er tilfældigt, du er udstyret med en for snæver forhud?” Er det her et drama eller en komedie? Ikke rigtig nogen af delene, desværre.
Det er pokkers ærgerligt, at filmen aldrig rigtig beslutter sig for, om den vil være sjovt, melankolsk eller skæv på sådan en Elektrisk Barometeragtig måde, som Jonas Bjerres glimrende lydside lægger op til. Måske problemet ligger i det mærkelige skisma mellem den på den ene side skæve og drømmende tematik og lydside og det ekstremt konforme billedsprog i filmen på den anden. Kedelige halvtotaler, anonyme vinkler og uinspirerede klip præger filmen. Den ellers udmærkede historie om at blive voksen, blive forelsket og bryde fri de bånd, der binder én, bliver aldrig rigtig udfoldet på den måde, den egentlig har fortjent.
Den tematik og stemning, der slås an i filmens allerførste scene er dens største styrke. Desværre er det ikke nok hele vejen igennem. Skyskraber når aldrig rigtig de højder, den sigter efter.
