Skriv en kommentar
På nuværende tidspunkt er der nok ikke mange der ikke har hørt om “Slumdog Millionaire”. Oscar vinder for bedste film, og vinder i 7 yderligere kategorier, er filmen uden tvivl en af de mest omtalte film fra 2008. men er den også en af de bedste? Det kræver lidt mere omtanke. For skønt ”Slumdog Millionaire” er en god film har den svært ved at leve op til forventningerne. Det er en meget simpel ligefrem historie, ikke at dette er en dårlig kvalitet, men denne slags såkaldte feel-good film vinder næsten aldrig Oscars, og denne anmelder havde nok forventet en lidt mere dyster film, når emnet er slumkvarterne i Indien.
Jamal Malik(Dev Patel) er en såkaldt Slumdog. Et barn der har levet og er opvokset i slummen. Han har ingen uddannelse og arbejder i et callcenter som te dreng. Men han er kun et spørgsmål væk fra at vinde 20 millioner rupees. Filmen stiller selv spørgsmålet? Hvordan gjorde han det? A. Han snød, B. Han er heldig, C. Han er et geni, D. Det er skæbnebestemt. Folkene bag tror dog ikke at en Slumdog hverken er heldig eller et geni, så Jamal bliver anholdt under mistanke for snyderi, dagen før sidste spørgsmål. Han bliver tortureret og stillet de samme spørgsmål mange gange, inden politi chefen til sidst sætter ham ned og forhører ham rigtigt. Jamal forklare at grunden til at han kender svarene på spørgsmålene, er fordi han på forskellige tidspunkter i sit liv ved tilfældigheder har set disse ting i virkeligheden. Filmens fortællestil minder om ”The Usual Suspects”. Jamal får spørgsmål, og han forklare i flashbacks, som vi ser med på. Men er Jamal en snyder? eller er det simpelthen hans skæbne at vinde?
”Slumdog Millionaire” har mange gode ting. Dev Patel der spiller Jamal Malik er utrolig god. Hans ærlige skuespil gør at vi øjeblikkeligt identificere med Jamal, på trods af at han sagtens kan være en løgner. Filmens visuelle side er utrolig interessent, og selv om nogle har brokket sig over at Indien bliver fremstillet som en slumby er det interessent at se tårne af skrald, børn der bor sammen i grupper og hjemmebyggede huse. Det er måske ikke ”smukt” i traditionel forstand, men det er meget interessent at se. Filmen har desuden en slags pulserende rytme i scenerne hvor man følger Jamals barndom, dels via A.R. Rahmans musik og Halv danske Anthony Dod Mantles Paul Greengrass agtige cinematography.
Instruktør Danny Boyle har altid været en af de gode instruktører der har sat historien før alt andet. Det er historien der er stjernen, og det er det også her i ”Slumdog Millionaire”. I en tid hvor twists og special effects bliver mere og mere nødvendige for at kunne holde publikum på kanten af sædet, er det rart at se en gammeldags ligefrem fortælling, der fortæller sin historie og så er der ikke så mere i det. Enten kan man lide den eller også kan man ikke. Overraskende er det dog for denne anmelder, at der ikke er blevet lavet nogen synderlige sammenligninger med Fernando Meirelles 2002 film ”City of God”, der handler om et voldeligt kvarter i Rio de Janeiro, og om to brødre, den ene bliver fotograf og den anden bliver gangster. Ikke at denne anmelder insinuere at historien er stjålet, men sammenligningen er næsten uundgåelig.
Alt i alt er ”Slumdog Millionaire” en god feel-good film, om kærlighed og det hårde liv i et af verdens slumkvarterer. Filmen er måske blevet lidt overhypet, takket være Oscars osv. og der er ikke noget specielt nyskabende i filmen men det er en god historie og klart en biograftur værd.
