Skriv en kommentar
Husker du “Vi Lever” - eller “Alive”, som den internationale titel lød? Altså filmen fra 1993 om det uruguayanske rugbyhold, der i oktober 1972 flyver fra Uruguay til Chile, men endte med at styrte ned i Andesbjergene?
Barsk skæbne, for med adskillige døde og sårede ombord efter styrtet og al radiokommunikation ude af drift, så blev de tilbageværende overlevende overladt til bidende frost i flyskroget på de sneklædte bjerge. Mad var der stort set intet af, og for at holde sig i live, så måtte de tilbageværende ty til at spise af de afdøde. Ude af stand til at kunne rekvirere hjælp eller give udtryk for deres lokation måtte sandt heltemod taget i kraft.
Filmen er blevet genindspillet med spanske skuespillere. “Vi Lever” havde omvendt engelsk tale og navne som John Malkovich og Ethan Hawke om bord. Titlen denne gang er “Society Of The Snow” og er skabt af J. A . Bayona, som flere nok associerer med “Jurassic Park: Fallen Kingdom”, The Impossible”, “Børnehjemmet” og “A Monster Calls”. Bayona har også instrueret afsnit af tv-serierne “Magtringene” og “Penny Dreadful”. Denne gang er der ikke Hollywood-skuespillere at trække på, men i stedet sydamerikanske folk fra både Uruguay, Argentina og Mexico eksempelvis. Ikke noget dumt træk, for på den måde er katastrofen mere nærværende, da filmen jo bygger på en autentisk begivenhed kendt som Miraklet i Andesbjergene. Filmen er spået til en Oscar-nominering for bedste internationale film. En kategori, som vi herhjemme selv håber på, at “Bastarden” tager sig af. “Society Of The Snow” har premiere på Netflix i dag.
Hvad kan den så denne genindspilning? Byder den på noget nyt, eller er det i grove træk bare gammel vin på nye flasker? Historien er der heldigvis ikke ændret ved, men overlevelseskampen er mere specifik. At der blandt de overlevende også var nogle, som spiste snørebånd som alternativ til den grænseoverskridende kødspisning er i al fald ny. Mere hjerteskærende er det også, da meldingen via transistor kommer omkring indstilling af myndighedernes redningsaktion. En anden feature, som er ny, drejer sig om dødsfaldene, som dagene går. Hver afdødes navn og alder dukker op i skærmens højreside som en lille æresgestus. Filmen har også passager som dialogløs, hvor vi i stedet hører de tilbageværendes indre tanker. Ellers er alt ved det gamle, og denne signatur anerkender genopfriskningen af den tidligere film, men foretrækker i sidste ende 1993-udgaven, som det selvstændige værk, det er.
Jeg skal ikke spoile slutningen, men da den tragiske historiske begivenhed ikke er længere væk end Google og at ulykken i sidste ende kaldes et mirakel, så kan lærere af disse linjer nok udlede sit. Ikke alle på flyet ender deres dage i Andesbjergene. En ny generation kan således betages af den utrolige og fascinerende historie om ægte menneskeligt mod. “Society Of The Snow” får herfra 4 velfortjente stjerner.
