“Soldier of Fortune” fra 1976 (af instruktøren Pasquale Festa Campanile) fortæller historien om lykkeridderen og lejesoldaten Hector Fieramosca (Bud Spencer), der i middelalderens Europa rejser rundt med sine gæve lejesvende. I jagten på den altid så usle (men nødvendige) mammon kommer de listige krigsopportunister forbi et spansk fort, der er under fransk belejring – ikke sent tilbyder Hector sine evner til franskmændene, så spanierne kan blive besejret.
Dog viser det sig hurtigt, at franskmændene er hovne og ubehøvlede, hvilket medfører, at Hector og Co. skifter side fra fransk til spansk – en ægte lejesvend vender med fornøjelse kåbe, hvis han behandles skidt! Nu skal Hector og hans mænd opruste de spanske soldater mentalt, så de hovmodige franskmænd kan få knækket nakken – men det er ikke sådan ligetil, og der må rekvireres flere lejesoldater, hvis de skal gøre sig håb om at komme helskindet gennem det store, afgørende opgør med franskmændene.
Filmen, der er en typisk Bud Spencer produktion, er relativt fattig i plot (om end den har sine få humoristiske øjeblikke). Skuespillet er for så vidt irrelevant og uvæsentligt, da det ikke så meget er spillet og dialogerne som det er den karikerede action, der er fokus på. At det er en Bud Spencer film, vi her har at gøre med, er for nogle i sig selv et kvalitetsstempel, mens det for andre blot betyder, at man ikke skal røre filmen med en ildtang. For dog at kunne sætte pris på kvalitet – for at kunne skelne skidt fra kanel – er man nødt til at se en hvis mængde kvantitet: “Soldier of Fortune” (“Il Soldato di Ventura”) er kvantitet med stort K!
Filmen – der distribueres af On Air Video – er ikke et perleeksempel på, hvad dvd som medie evner. Filmen er ikke renset særligt overbevisende (hvis overhovedet?), og den er i al enkelthed grim at se – den er fyldt med støv, støj og ridser! Selvom filmen har rundet sine 31 år, så findes der udgaver af “Metropolis” – der er 81 år gammel – som er tusind gange pænere i billedet!
Ydermere må jeg påpege, at coveret til “Soldier of Fortune” ikke blot er grimt og amatøragtigt, men at det også fejloplyser. Således er der (desværre) ikke et originalt italiensk lydspor på udgivelsen (som bagsiden af coveret ellers påpeger, at der er) men udelukkende et engelsk synkroniseret af slagsen. Desværre er bagsiden af coveret ligeledes præget af nogle ganske forfærdelige grammatiske bommerter, der spænder fra simple stavefejl over forkerte infinitivendelser videre til problematisk kommatering – ikke just noget, der burde forekomme hos en professionel distributør!
Men for at runde det hele lidt mere muntert af, så er filmen i al sin enfoldighed underholdende så længe, at man ikke har bedre film at gribe til. Hvis man er fan af Bud Spencer, så bør samlingen naturligvis ikke være foruden “Soldier of Fortune”. Hvis man ikke er, så skal man glide let og elegant uden om denne!
Der er intet ekstramateriale på udgivelsen!
Filmen er venligst stillet til rådighed af: On Air Video.