Skriv en kommentar
Tove Janssons “Sommerbogen” er nu set til ende. Var det et minde, mere end det var en bog? Var det poesi, mere end det var en film? Det er i hvert fald en filmatisering af “Mumimors” bog af samme navn, og med den reference, så er der naturligvis tale om forfatteren til Mumitroldene og deres helt særlige eventyr i Mumidalen. Der er dog ingen trolde eller væsner i den finske skærgård denne sommer. Blot tre generationer, der skal fejre midsommer sammen.
Sophia (debuterende Emily Matthews) er otte år gammel og er på sommerferie sammen med sin far og bedstemor. Det er den første sommerferie efter at Sophia mistede sin mor, og derfor er stemningen lidt anspændt. Hver for sig går de nemlig rundt med en personlig sorg, der ikke bare heler fordi, det er sommer. Bedstemoren bliver den centrale del af fortællingen, da hun - svækket af alder - føler, at hun nok ikke har lang tid igen. Inden det kommer dertil har hun det mål at få skabt samhørighed mellem far og datter, da den gik lettere tabt i forbindelse med det nære dødsfald.
Faren (spillet af Anders Danielsen Lie) er inderst inde tynget af sorg, og viser blot i små glimt sit naturlige jeg. Han har taget arbejde med på ferie for at kunne bevare sin identitet og foretage sig noget velkendt. Derfor bliver det bedstemoren (Glenn Close), der bliver Sophias nærmeste “veninde” på øen i den finske skærgård. Det er der kommet der en ganske livsklog feriefilm ud af, hvor Sophia bliver mere opmærksom på ro, balance, relationer, fortid, samhørighed og den omkringværende natur.
“Sommerbogen” er komplet blottet for spænding og højdepunkter. Den er ikke sat i søen for at underholde. Til gengæld kan den noget andet. Det er særligt i mødet mellem yngste og ældste, at magien udfolder sig. Så pokkers meget sker der nu heller ikke på en finsk ø, som skulle kunne få dig op af stolen. Samtalerne mellem bedstemor og Sophia er kardinalpunkterne. Det er her Sophia lærer familiens karakteristika. Hvorfor faren er, som han er. Hvorfor bedstemoren er, som hun er. Dertil måske også lidt om, hvem hun selv skal blive til. Dette lagrer sig gennem hele filmen, der består af en række feriesituationer lige fra kortspil, naturvandring og bådtur til et fyrtårn til farens afskydning af midsommerfyrværkeri, overnatning i telt og samling omkring måltider.
Der sker absolut intet undervejs, men det gør der, når du har set “Sommerbogen” færdig. Det er her, at eftertænksomheden træder i kraft. Det er her, du kan spejle dig i unge Sophia og hendes liv, hendes familie, hendes sommer, hendes tanker om livet, hendes glæder og sorger og sådan kunne man blive ved. Jeg gentager - du vil ikke blive for 2 ører underholdt, men det er heller ikke planen. Filmens rulletekster viser privatoptagelser af Tove Jansson lægge til på en lille ø, hvor det medbragte udstyr er minimalistisk. Et statement ud i samværets kunst uden hjælpemidler.
