Skriv en kommentar
Jeg bliver nærmest lige dele begejstret og forbløffet hver gang, når den ene barneskuespiller overgår den anden gang på gang i øjeblikkets filmverden. For kigger man tilbage i tiden, blot et årti eller to, har børneskuespillernes præstationer i filmhistorien, herunder i særdeleshed dramafilm, bestemt ikke altid været lige succesfulde. Men branchen, specielt i Hollywood, er benhård, og når børn skal præstere under et tungt pres, i en industri med enorm konkurrence, så er det ikke fair, at børneskuespillere modtager størstedelen af kritikken. Med den rette instruktør og et trygt set-up, så kan børn være en ægte berigelse på film. Eksempelvis bliver jeg nødt til at fremhæve Sean Baker's kærlige og drønrealistiske "The Florida Project", som bød på en vaskeægte pragtpræstation fra den kun 7-årige Brooklynn Prince. I forlængelse til dette, har "Sommeren 1993" indiskutabelt den rette instruktør i form af den catalanske Carla Simon, som via sine egne barndomserindringer, instruerer endnu et lysende stortalent, Laia Artigas, i sin debutfilm.
Fra byen til landet
"Sommeren 1993" handler om den 6-årige Frida, som netop har mistet begge sine forældre. Hun flytter derfor fra hendes hjem i Barcelona til en lille landsby i Catalonien, hvor hendes onkel og tante samt deres 4-årige datter og Frida's kusine, Anna, danner rammen for hendes nye tilværelse. Onklen og tanten gør alt, hvad de kan for at fordele sol og vind lige imellem børnene, og skabe en tryg og kærlig hverdag for Frida, men hendes sorg er så stor og voldsom, at den kommer destruktivt til udtryk. Dertil kommer også de nye og uvante landlige indtryk, som Frida finder forvirrende, ligesom at det begynder, at gå op for hende, at livet hos onklen og tanten formentligt er permanent.
Fænomenale Laia Artigas
Filmens ubestridte gevinst er det 10-årige kæmpetalent, Laia Artigas, som er fænomenal som Frida. Det er afgjort en af de mest naturlige og autentiske præstationer, som jeg har set fra en barneskuespiller nogensinde. Med alle de følelser, som Frida går igennem i filmen, er det nærmest helt uhørt, at en 10-årig pige kan formidle så intense og voldsomme følelser så perfekt, og at det forbliver troværdigt. Der er aldrig en falsk tone i hendes præstation, og det skyldes måske i høj grad også, at Carla Simón har givet Artigas lov til at være barn igennem optagelserne. Ligeledes er Paula Robles et rent scoop i rollen som Frida's 4-årige kusine, Anna, og Bruna Cusí og David Verdaguer, som spiller onklen og tanten, leverer begge sympatiske og afdæmpede præstationer.
Billedskøn og stemningsmættet
Carla Simón drager os også ind i den stemningsmættede catalonske kultur og billedskønne natur. Karnevallerne, der foregår inde i de små landsbyer, er fantastisk autentiske og farverige, men man mærker hele tiden Frida's skrøbelige sårbarhed, når hun skal forholde sig til alle de nye omgivelser, imens hun jonglerer med tankerne om hendes rigtige forældre. Idyllen slår en skarp kontrast til det kaos, som må herske inde i den lille piges hoved, og Simón fanger denne sensitivitet perfekt. I en af de absolut sidste scener i filmen, som er fuldstændig hjerteskærende, kom tårerne også snigende ind på mig. Måske fordi det er en scene, hvor følelserne hos alle karaktererne i filmen, får frit løb. Og hvor man bliver ramt af glæde, sorg og kærlighed på samme tid - lige som Frida.
Man skal være lavet af granit, hvis ikke man forelsker sig i denne vidunderlige, velspillede og kærlige film.
