Skriv en kommentar
De nye tider
Som vi så det i Ken Loach forrige Guldpalmevinderfilm fra 2016 Jeg, Daniel Blake, er vi atter i et bastant arbejderkvarter i Newcastle, og møder i filmen Sorry We Missed You familien Turner, hvor den arbejdsløse far Ricky (Kris Hitchen), som har arbejdet hele livet i byggebranchen, jord og beton m.m. – men nu bliver ramt af finanskrisen og det opsparede lån til huset, forsvinder i usynlige spekulationer. Han bliver fanget af en grisk pakkeorganisator – som ved ansættelsen i en nul-timers kontrakt på en behagelig og charmerende måde fortæller Ricky: på vores arbejdsplads skal du ikke arbejde for os – men med os.
Rickys meget sympatiske og kærlige hustru Abby(Debbie Honeywood) er verdens bedste hjemmehjælper, som tager sig tid til sine klienter – og sælger sin bil, så hun må tage det offentlige transportsystem med ventetid – for at manden kan leje en hvid varevogn til de mange pakker, som skal ud på akkordtid og skanneren til 1000£ , ja, skanneren er hans fængsel, da chefen hjemme kan følge ham og hans tid hos besværlige kunder, hvor én ikke vil lukke op, én har en hund, der bider, og én vil håne ham, fordi Ricky holder med Manchester United og gerne vil diskutere resultater fra 1996.
Han arbejder 6 dage a 14 timer om ugen – for at holde sammen på familien, men de to børn den omsorgsfulde pige Lisa Jane på 10-11 år og drengen Seb på 16 bliver ladt i stikken, og Sebs skjulte talent som god graffitikunstner, er der ikke tid til hos faderen. Og da drengen bliver smidt ud af faderen, vender han tilbage, og spreder nu sort krydsgraffiti over familiebilleder på væggen ned ad trappen.
Den forståelige mor har den bløde stemme over for mand og børn – men også klienterne, har hun tid til. Men da faderen er blevet gennembanket af unge og fået hældt sit eget pis over sig, og de sidder i venteværelset på hospitalet, er hun pludselig Ken Loachs stemme – da hun raser i alles blikke, og skælder ud over det forfejlede samfund med pisk, løgne, menneskelig tortur og samfundets vej mod undergang.
Ken Loach som talerør
Det er befriende at møde en instruktør som tager fat i nældens rod, og ikke forfalder til at tale om klimakrise eller bæredygtighed eller julehygge - men råber op om alt det vi ved, at få en verden med større retfærdighed blandt mennesker, og styrken af det kollektive fællesskab – hvor også Ken Loachs vanlige manuskriptforfatter Paul Laverty har æren af et nødvendigt oprør – og tænk, at filmen så har premiere i Danmark – den dag, der er valg i Storbritannien, hvor arbejderpartiet er downunder. Og filmens mest præcise formulering kommer, da moderen siger: jeg drømte i nat, at vi synker ned i kviksand, og børnene skal redde os op med en gren.
Filmen stiller de væsentligste spørgsmål til dagens danskere: Er det holdbart, at vi foretager vores indkøb via en mand i en varevogn, der knokler sig selv ned med 14 timers arbejdsdag, og får vi ikke et bedre liv ved selv at gøre vores indkøb i de lokale forretninger?
Ved at se filmen får alle svaret.
