Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det er ikke et år for tidligt at den franske mester-instruktør Jean Renoirs film udgives. Enhver cinéast med respekt for filmkunsten og sig selv kender Renoir om ikke for andre film så dog for: ”Da Boudu blev reddet op af vandet” (1932); ”En landtur” (1936/46); ”Den store illusion” (1937); ”Menneskedyret” (1938); og den aktuelle udgivelse ”Spillets regler ” (1939). Men mange, mange flere fremragende film fra instruktørens hånd har et umiskendeligt renoir-aftryk; nok desillusioneret, men en humanists aftryk.
”Spillets regler” fortælles med en enorm elegance; indstillinger, scener og mere end veloplagte skuespillere veksler i en leg der ”matcher” denne aristokrati-histories ulidelige lethed. Samtidig bliver den ulidelige lethed mere og mere påtrængende, så man forstår hvorfor aristokratiet og borgerskabet (efter sigende) gik amok i biografen ved premieren i Paris 1939. Og hvorfor de invaderende tyske tropper efterfølgende forbød filmen. At vi kan se filmen i dag skyldes udelukkende, at man genfandt den i 50-erne.
Handlingen er banal. Fransk aristokrati mødes på et sommer-chateau. Her er både inviteret dem man elsker eller måske elsker og dem man hader eller måske hader. Følelser og intriger relativeres i et væk. Og de to der er optændt af passion og moral må, som titlen siger det, lære spillets regler eller give fortabt, eller ligefrem dø.
Den ene af de to fortabte er flyverhelten der vender hjem fra en heroisk flyvebedrift til ære for en aristokratkvinde. Hun er imidlertid ikke til den slags voldsomme udbrud af passion og står bestemt ikke klar i lufthavnen, men fortrækker til sin mands ”trygge” sommer-chateau. Den anden fortabte er vennen der både vil det godt for flyveren og selv har en passion for samme kvinde.
Det kan ikke nægtes, at man med stigende irritation oplever, hvordan de to naive mænd snydes gang på gang i en verden af ulidelig lethed. På den anden side er det måske kun på tilskuerens sikre afstand, at man kan gennemskue det ligegyldige spil og dets regler. Derfor gik det pæne aristokrati og borgerskab amok i biografen i år 1939 – og derfor er filmen ikke et år for gammel i år 2012.
Filmen er uomgængelig for enhver der elsker filmen som kunstart. Den elegance der fortælles med er som at lytte til Mozart eller nyde en (fransk) årgangsvin af de helt dyre. Det er lige før man glemmer hvor besk samfundskritikken var – og er.
Ekstramaterialet består af trailers og slideshow.
Another World Entertainment.
