Skriv en kommentar
Todd Solondz’ mesterværk Happiness? fra 1998 er sandsynligvis en af årtiets mest oversete eller måske ligefrem ignorerede amerikanske film. Den var sjov, den var grov og den var så fræk, at man næsten blev flov! Happiness? skaffede sig en Bodil-nominering som bedste amerikanske film herhjemme, men derfra og så til, at en film bare bliver semikendt er der langt. Synd for Solondz, men næsten mere synd for, de der ikke har set Happiness?
Og nu er Todd Solondz tilbage med sit skarpe syn på USA’s småborgerskab. Amerikanerne får i Storytelling tæsk i to indbyrdes uafhængige afsnit. For filmen er delt op i to novellefilm, med de, trods alt, sammenhængende titler Fiction og Non-Fiction.
Fiction er den korteste og den første af de to. Her møder vi Vi (Selma Blair) og den forkrøblede Marcus, glimrende spillet af Leo Fitzpatrick, som nogle forhåbentlig husker som den gennemført usympatiske smittebærer Telly i Kids. De er kærester og tager et forfatterkursus sammen. Som næsten alle andre af Solondz’ karakterer opfører de sig frygteligt navlepillende, og deres barnlighed kommer meget elegant til udtryk i den måde, de forsøger at være modne på. Det er en interessant menneskeskildring, der ligeså godt kunne handle om en dansk voksen som en amerikansk teenager. Selvom Solondz naturligvis, i satirens navn, sætter tingene meget på spidsen.
I Non-Fiction vil en selvbestaltet og prætentiøs dokumentarfilminstruktør, Toby, lave en film om det pres amerikanske teenagers møder, når de skal optages på college. Han støder ind i den forsumpede Scooby, der har et mål med livet: At komme i tv. Men mere interessant er det, at Toby gennem sin skildring af Scooby kommer ind på livet af hans familie, der føres an af den svulmende far i skikkelse af John Goodman. I disse familieskildringer er Todd Solondz i hopla. Dialogen fremstår grinagtig absurd, og ligeledes forholder det sig med karakterernes reaktioner og handlinger. Solondz arbejder med arketyper, men han holder hele tiden satiredistancen, og derfor bliver klicheerne vellykkede og overraskende frem for fortærskede.
Desværre lader Solondz sig friste for meget af små bihistorier i Non-Fiction. Rigdommen i de små historier gjorde i sin tid Happiness? til et mesterstykke. Men Non-Fiction er simpelthen for kort til at bære alle Solondz’ små noter om de forskellige karakterer. Flere gange er han tæt ved at rive historien i stykker, men han redder sig igennem med skindet på næsen. Især fordi han midt i roderiet stadig er imponerende stilsikker.
Når Solondz oven i købet selv skriver sine skarpe satiriske manuskripter og har fundet sin egen smågrynede realistiske billedstil, fremstår han som en postmoderne auteur i instruktørstolen. Han ved, hvad han vil, han ved hvordan, han vil gøre det, og han gjorde det til perfektion i Happiness? Storytelling er et fint mellemspil, der viser, hvor meget de uafhængige og modige instruktører mangler i filmverdenen. Hvis Solondz fortsat kan holde sig fri fra Hollowoods censurerende klør, så kan der i fremtiden komme flere godter fra hans udskæringer af samfundet.
Ekstramateriale:
Udover selve filmen er der ikke meget at juble over på den her DVD. Af ekstramateriale er der sådan set intet. Der er trailers af fire film, inklusiv Storytelling, og det er egentlig temmelig uinteressant. Interesseret klikker man sig i stedet under skuespillersprofilerne. Men her er der heller ikke rigtig noget at komme efter. Kun fem skuespilleres karrierer skildres, og det kort i et irriterende lay-out. Sceneinddelingen er eneste plus. Den virker fint, og der er rigeligt med kapitler – alle med en lille titel tilknyttet.
