Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Suffragette har dermed et overordnet politisk budskab. En ramme, der kalder på historisk akkuratesse samt på stor alvor og indignation hos beskueren. Den historiske ramme er baseret på faktiske personer og begivenheder. Det er imidlertid den personlige udvikling – rejse, om man vil – for hovedpersonen Maud Watts, der udgør filmens røde tråd. En personskildring, der langsomt og med en behersket overbevisningskraft følger den stille Maud i hendes udvikling fra loyal hustru og fabriksarbejder til aktivist for suffragetternes sag.
Maud er i første omgang kun tilskuer til suffragetternes aktivisme. Hun ser butiksruder blive smadret. Hun oplever politiets voldsomme fremfærd mod kvindelige demonstranter – og hun oplever ubehaget ved at tilfældigt at være tilskuer til sexchikane på fabrikken. Forurettelsen griber om sig – og manden, der til at begynde med lader Maud have ’rum’ til følge sin indignation ender med at sige fra og med reelt at udføre mandssamfundets uofficielle afstraffelse efter endnu et af Mauds fængselsophold.
Tidsbilledet er gråt og umådeligt trøsteløst. De ydre rammer for historien vækker automatisk beskuerens sympati for ’sagen’. Ikke mindst fordi det som nævnt for en beskuer i 2016 er helt naturligt, at kvinder har stemmeret. Kampen virker håbløs. Ikke mindst efter at tilfældet, at Maud skal fremlægge sine tanker og synspunkter om kvinders stemmeret for en parlaments-komite med Lloyd George, der på dét tidspunkt endnu ikke er blevet premierminister, i spidsen.
Suffragetterne bliver løbende overvåget, fra tid til anden anholdt og derefter fængslet på, hvad der med nutidens perspektiv og ordvalg må kaldes grundløse anklager. Skildringen af fængselsforholdene er aldeles rå, ikke mindst hvor fængselspersonalet som den naturligste ting af verden griber til tvangsfodring, da Maud har sultestrejket i 5 dage.
Selv om tidsbilledet synes autentisk, bliver det desværre ikke fulgt op af personskildringer, der kæder den ydre handling tæt sammen med den personlige udvikling for de enkelte personer. Carey Mulligan formilder på den ene side fint fortvivlelsen, hvor hendes figur Maud end ikke får mulighed for at vælge mellem fortsat at følge suffragetternes kampagne eller at vende tilbage til ’tryghed’ hos hendes mand og sammen med deres søn. Det valg har manden allerede foretaget. På den anden side synes fortvivlelsen aldrig helt at krybe ind under huden hos hendes figur – og for mig ender personen med ikke være ’tegnet’ voldsomt overbevisende.
Der er straks en klarere kant i Mauds veninde Violet Miller, der trods endnu en ikke fuldt frivillig graviditet fortsætter kvindekampen. Desuden er der potekerfruen Edith Ellyn, fint formet af Helena Bonham Carter, der trodser dels sin mands bekymring og dels sit eget dårlige hjerte. Selv Meryl Streep dukker op i en diskret og efter omstændighederne ikke overbevisende kraftfuld birolle som suffragetternes bagkvinde Emmeline Pankhurst. En figur, som myndigheder konstant er på jagt efter – men som formår med inspirerende punktnedslag i kampagnen at holde gnisten hos de kvindelige aktivister ved lige.
Det vil være synd at røbe klimakset og de konsekvenser det har for suffragetternes kamp. Blot vil jeg bemærke, at slutteksternes opremsning af årstal for, hvornår en række lande indførte stemmeret for kvinder såår hårdt – hvor den når til at angive, at kvinder i Saudi Arabien fortsat ikke har stemmeret.
Suffragette ender derfor med at være en lidt for velmenende, lidt for pæn, lidt for udvendig affære. Se den og glæd dig over tidsbilledet – men lad det ikke stoppe der. Læs videre om bevægelsen på nettet. Emnet er absolut spændende – og fortjener at blive håndteret som andet og mere end et politisk korrekt stemningsbillede.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Mis. Label.
