Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Den italienske filminstruktør Pier Paolo Pasolini (1922 - 75)var nok en kontroversiel skikkelse, fordi han havde provokerende holdninger der spillede højre og venstre-fløjene og den stærke katolske kirke ud mod hinanden, for ikke at glemme at han var bøsse med hud og hår, om jeg så må sige. Men interessantest er dog hans unikke filmsprog der fuldstændig uanstrengt den dag i dag sætter det mytiske i spil her og nu. Og det hvad enten han fortæller ”Ødipus” (-67), ”Medea” (-69) ”Matthæusevangeliet” (-64) eller kaster sig over mere profane kanoniske værker som ”Decameron” (-71), ”Cantebury Tales” (-72) og ”1001 nats eventyr” (-74) (´livstrilogien´) eller tager realistisk fat som udgangspunkt, fx som i hovedværket ”Teorema” (1968).
At gense fx ”Svinestien” (fra 1969 og ikke -64, som coveret siger) i dag, hvor den, ”helt ude af trit med tiden”, udgives på dvd herhjemme (fantastisk!) er en øjenåbner af rang. Dels må man atter sande Pasolinis mesterskab, men man må også sande hvor langt der er fra dagens film(kunst) og til 60-ernes anderledes skrubbelløse og eksperimenterende af slagsen – ganske overvældende er det, og ret sørgeligt.
”Svinestien” fortæller to historier. Den ene foregår i middelalderen, i ørkenen hvor en ung mand lever af insekter, slanger – og af at slå rejsende ihjel og spise dem. Her er stort set ingen ord – men fantastiske landskaber og stor grusomhed. Den anden historie foregår i et ”nutidigt” Tyskland, hvor de italiensktalende personer bevæger sig rundt på et overdådigt slot. Central er faderen, der med en iøjnefaldende hitler-moustache og en fascistoid tankeverden forholder sig til magt, og til sin søn der kun kan forholde sig kærligt/erotisk til bøndernes grise. Her er rigtig mange ord, meget lidt handling – og megen ud-talt grusomhed.
De mytiske elementer er, som man kan forstå, stærke og gennemtrænger historierne på en måde, så man er ude over realismen. Der stilles unægtelig krav til tilskuerne om, at forstå og forbinde myterne (ak ja det var dengang!). Den danske filminstruktør og pasolini-ekspert Christian Braad Thomsen redegør på DVD-ens inder-cover overbevisende for filmen ud fra en freudiansk tankegang. Jeg vil dog vove den påstand, at faderopgøret og de efterfølgende konsekvenserne for de to unge mænd i henholdsvis ørkenen og på slottet udmærket kan forstås uden teorien. Ja, det er vel netop en af Pasolinis styrker ,at man ikke behøver et teorikompleks for at gå i kødet på hans film. Til gengæld er det uomgængeligt, at man må ville det mytiske for at forstå noget som helst.
Faderopgøret er som sagt centralt i historierne og fatalt for sønnerne, der må leve i ørkenen og fortære menneskekød og hengive sig erotisk til svinene. Sønnerne er så at sige afskåret fra at være en del af samfundet, idet de gør oprør. Det er et udsagn der står overordentlig stærkt i Pasolinis billedverden, men også et udsagn, man uvilkårligt må skyde fra sig – enten overhovedet eller med henvisning til dengang i 60-erne. Ikke desto mindre er det nok en tanke og oplevelse værd, at veje det udsagn nu og her – det er dog så sjældent der tales vægtigt mytisk og eksistentielt i dagens filmlandskab (en markant undtagelse er Lars von Trier i ”Antichrist”. Og anderledes blidt men ikke desto mindre vægtigt hos Jytte Rex). Hvordan står det til med oprøret, faderopgøret i dag – altså det opgør der ikke blot er bundet til 68, men i det hele taget?
Inden for få år er udgivet på dansk dvd Pasolinis ”Mathæusevangeliet” (-64), ”Salo eller de 120 dage i Sodoma” (-75) og den såkaldte livstrilogi (se indledningen). Prikken over i-et ville være en udgivelse af ”Teorema” (Miraklet i Milano) (-68). Vi venter spændt!
Another World Entertainment.
