Skriv en kommentar
Den tyske skuespiller Udo Kier er velkendt af Lars von Trier-fans; han optræder nemlig stort set i samtlige af instruktørens film – således kan vi også se frem til ham i den nye omgang ”Riget”, nu ikke længere som ”lillebror” men ”storebror”, kan man læse på IMDB.
Kier spiller sjældent hovedroller men det gør han så sandelig i ”Swan Song”. Hans gestaltning af den tidligere flamboyante damefrisør, nu frustreret plejehjemsbeboer Pat i lillebyen Sandusky i Ohio, der begiver sig ud på en vandring igennem byen for at ordne hår på en nu afdød klient, er fremragende. Kier er morsom, charmerende, overraskende, skarp og også til tider en tragisk figur der må betale prisen for at være bøsse det forkerte sted og på det forkerte tidspunkt, om jeg så må sige. Tabet af sin elsker til AIDS gav i sin tid fordommene og fortrængningerne frit løb hos de ellers trofaste kunder i byen.
Instruktøren Todd Stephens, amerikansk independentinstruktør, er ny for mig. Jeg kan dog læse mig til, at ”Swan Song” er den tredje film i en trilogi med omdrejningspunkt i hans egen hjemby, Sandusky – og at det homoseksuelle miljø i byen går igen som motiv og tematik. Hvis kvalitetsniveauet er lige så højt i de to foregående film som i ”Swan Song”, har vi noget at glæde os til (hvis filmene ellers er til at opdrive).
Der er næsten altid noget dragende over rejsen, roadmovien eller odysséen. Det er som regel rejsen i sig selv der er afgørende ikke endemålet. Det den rejsende kan nå frem til er i bedste fald en form for erkendelse. Sådan er det også for Pat. På sin fodrejse fra plejehjem ind til og igennem byen må han opleve, at verden ikke har stået stille siden hans velmagtsdage; butikker er lukkede, hjem revet ned, og sin tids beautyprodukter har skiftet navne og er blevet grønne. Nye mennesker er kommet til der ikke aner, hvem det ”berømte” gamle bysbarn er. Ja, selv hans gamle bøssebar, hvor han optrådte som drag i weekenden, står foran lukning. Ikke desto mindre får Pat det bedste ud af fodrejsen. Og man må le og græde med ham på vejen.
Todd Stephens får os i bedste fald til at anerkende fortidens livgivende skikkelser, som vi skylder en masse gode oplevelser og indsigter i sin tid men også står på ryggen af nu. Det udtrykkes fx smukt af ekspedienten i en tøjbutik der husker det hår Pat satte for hende, da hun var ung – men også hos den unge bartender i den lukningstruede bøssebar (se selv hvorfor). Og et højdepunkt er Pats samtale med den gamle ven, en sort bøsse på bænken foran mødestedet, de nu aflåste toiletter, imens de ser på den nye tids fædre og deres børn.
Stephens fortæller nok traditionelt på billedsiden og i filmens struktur, til gengæld giver han Kier masser af plads til at udfolde sit talent i en vigtig fortælling. Og det gør ”Swan Song” til en dejlig oplevelse.
