Skriv en kommentar
Fra han første gang skuer udover 1800-tallets tågeindhyllede London med øjne der har set mere smerte og vrede end en Shakespeareansk tragedie ejer Johnny Depp sit publikum. Den alsidige, amerikanske skuespiller lægger endnu engang arm med en svært elskelig antihelt og vinder. I titelrollen og endnu engang under kyndig ledelse af Tim Burton har Depp skabt en mindeværdig filmpersonage.
Vi er i familiært Burtonland med gotisk uhygge, morbid humor, fantasifulde stilvalg og dejligt excentriske karakterer. Depp spiller Benjamin Barker, en ung, kyndig barber der ser sig uretmæssigt fængslet, da den snu og amoralske dommer Turpin (Alan Rickman) ser sig lun på hans kone. 15 år efter, opløst af had og med hævnen som eneste drivkraft vender Barker hjem under aliaset Sweeney Todd. Han vender tilbage til sin gamle salon og får inden længe en aftale på plads med tærte-bageren der ejer butikken nedenunder om at genåbne sit establissement. Det bliver starten på et morbidt partnerskab hvor Sweeneys barberblade skiller London af med nogle af dens hjerteløse indbyggere og på den måde skaber makabert store leveringer af kød til underboens tærter. Det er voldsomt, blodigt, sorthumoristisk og en musical!
Ja, de to timer Sweeney Todd bruger i jagten på dommer Turpin bliver brugt på vers. Og hvilke vers! Stephen Sondheim, der også skrev tekst og musik til den originale musical fra 1979, som filmen er baseret på, har hjulpet til i oversættelsen fra teater til film og Tim Burton træder ikke et sekundt forkert i sine fortolkninger af de hjerteskærende, humoristiske, makabre og voldsomme sange. Johnny Depp er fantastisk og minder om en ung Bowie med en arrig sarkasme der giver en overbevisende nerve til fortællingen. Jeg er normalt ikke glad for specielt mange musicals, men ”Sweeney Todd” slog benene væk under mig. Den er at sammenligne med Tom Waits’ fortolkning af ”Woyzeck” i sin sammenbidte kynisme, morbide humor og udbasunerende stil, men den er samtidig en kræftpræstation i sig selv.
Det velfungerende drama, de kantede og veloplagte karakterer, de knivskarpe tekster, blodige indslag og den tragiske finale sammensætter ”Sweeney Todd” til en dynamisk og medrivende filmoplevelse ud over det sædvanlige. Musikken er fantastisk, ikke en sang bliver kedelig, ikke en scene virker overflødig, ikke en af de medvirkende træder forkert og ikke en eneste gang skruer Burton for højt op for melodramaet. Det er et comeback af dimensioner oven på den noget skuffende ”Corpse Bride” og den stadig ikke helt glemte ”Planet Of The Apes” og en film der hører til blandt Burtons allerbedste. At det er mandens første forsøg med en regulær musical ses ikke på noget tidspunkt.
Når det hele så samtidig er leveret så visuelt imponerende som det er tilfældet, så har jeg ingenting at sætte en finger på. Dariusz Wolski, der fotograferede de stilistisk beslægtede ”The Crow” og ”Dark City” for Alex Proyas har fundet sin rette sparingspartner i Burton og leverer sit bedste arbejde til dato. Londons gader har aldrig set så dystre og forladte ud selvom de er fyldt med mennesker, Burtons karakteristisk farverige drømmeverden er ramt lige så godt som den plejer og de voldsomme blodsudgydelser er leveret med så megen saft og kraft at man ikke kan undga at grine eller skrige.
Hatten af for Tim Burton der er tilbage med al den energi, nerve og provokerende humor han er elsket for. Sammen med den beslægtede sjæl, Johnny Depp, har han skabt et mesterværk. En ovenud imponerende, engagerende og rørende musical af klassisk snit men med et twist og en grotesk-morbid kant der gør den helt sin egen. ”Sweeney Todd” er en klassisk filmoplevelse med nye sider, en fantastisk musical og en fantastisk film. Bør nydes i biografen!
