Skriv en kommentar
For kort tid siden døde en af den franske nybølges mestre Jean-Luc Godard. Godard kunne om nogen lave film der konstant udfordrede filmsproget – og publikum. Formen lader os aldrig i tvivl om vores tilskuerrolle. Vi skal provokeres til at tænke os om og tage stilling. Og må så i værste fald leve med vores irritation over ikke at få mulighed for at leve os ind i karaktererne og blive underholdt. Man kommer uvilkårligt til at tænke Godard, når man ser Nadav Lapids fransk/tysk/ israelske ”Synonymes” der i lange træk ikke lader en leve sig ind i hovedpersonens situation men konstant fremmedgør oplevelsen. Vi bliver tvunget til igen og igen at tolke hvad som sker. Godards film var på den måde metafilm – og det samme er Nadav Lapids ”Synonyme” over store træk. Gribes man af irritation, så læg mærke til det barokke i ”Synonymes”´ optrin. Filmen er ikke uden humor.
Rammen for vores tolken er, at Yoav en ung jødisk israeler så at sige er dumpet ned midt i Paris. Hans ambition er at blive franskmand og det skal ske ved at tilegne sig sproget. Gang på gang terper han franske gloser på sin vej gennem Paris. Og gør selvfølgelig også et stop ved en boghandel for at købe en ordbog til formålet. Og på samme måde som denne evindelige terpen af ord, ja synonymer er fremmedgørende for vores indføling i en hvad der ser ud som en flygtningeskæbne, er samtalerne på samme måde mærkeligt abrupte og har mere karakter af fritstående udsagn om det at være israelsk jøde end at give os mulighed for at gøre filmen til en egentlig fortælling. Og er Yoav overhovedet flygtning? Pludselig dukker faderen op og vil sikre sig, at han har det godt. Og er det ikke en kæreste ”hjemmefra” dér på PC-skærmen som spørger, om han er blevet gal og må sige det på engelsk, eftersom Yoav ikke vil tale hebraisk længere.
Vi har hørt om flygtninge der fryser, ja fryser ihjel – men har vi hørt om flygtninge der tager bad i en stor tom herskabslejlighed, men ikke har hverken tøj eller sovepose, når de står ud af badet og derefter spurter rundt i opgangen og banker forgæves på for derefter at blive reddet af et ungt par i en af lejlighederne der ikke mangler penge og tid? Vi har hørt mange tragiske flygtningefortællinger men har vi hørt om flygtninge der sælger abrupte og mærkeligt usammenhængende historier om KZ og myter de er blevet fortalt som børn samt bizarre oplevelser i den israelske hær blot ved at nævne dem for en ung forfatterspire der uden videre giver dem tilbage igen senere – en rent symbolsk handling fra begges sider. Vi har hørt om jøder der tager kalotten af, når de bevæger sig ind i visse bydele – men har vi hørt om jøder der tager kalotten på og gør omgivelserne opmærksom på, at man er jøde, ja hvæser jødiske sange op i hovedet på dig for at få en reaktion? Og hvis man havde drømt om en romantisk fortælling - man ser jo at kvinden der finder Yoav, lægger an på ham – bliver man slemt skuffet, når hun fortæller at synet af Yoav nøgen i badekarret, hvor han var ved at fryse ihjel straks fik hende overbevist om, at de ville ende med at gå i seng sammen. Osv osv.
Og så slår realismen pludselig grumt igennem, da hovedpersonen sælger sin nøgne krop eller tragisk, da han står ansigt til ansigt med sin far. Hvem er Yoav?
Formen er ofte frenetisk i sin klipning og synsvinklens enormt tætte omgang med hovedpersonen; enten har han kameraet helt ind i nakken eller også er vinklen simpelthen Yoavs.
Man er ikke i tvivl om at instruktøren Nadav Lapid vil have os til at tænke over, hvad det vil sige at være jødisk israeler og måske også det at være flygtning; jødernes historie er også flygtningenes ved vi, men er den det også i dag? Temaerne er indlysende vigtige og lige så vigtigt er det, at vi nærmer os motiverne på nye måder. Og det må man sige at instruktøren gør. Det virker forfriskende, selvom her åbenlyst bliver grebet tilbage til nybølgefilmene, at der gøres op med realisme og patos til fordel for en fremmedgørende indstilling, hvor man uvilkårligt må spørge sig selv, om vi egentlig kender jødernes historie og kan sætte os ind i israelsk, jødisk identitet(er), ja kan de selv? Man fornemmer, at man med filmen her får en mulighed for at forstå noget mere. Man kan kun blive glad over, at juryen på Berlinfestivalen turde give en sådan film Guldbjørnen i 2019.
