Skriv en kommentar
Går man ud i byen og hænger på de smarte cafeer, kan det hænde, at nogen nævner spansk film. Folk kigger som regel på én med glædesstrålende øjne og begynder at remse op af mesterinstruktøren Pedro Almodovars værker. Er man heldig, er man stødt ind i en cineast, der dyrker det filmhistoriske, og så hører man straks om surrealisten og filmfornyeren Luis Buñuel, er man endnu mere heldig, hører man om Julio Medem, der bl.a. lavede den interessante ”Sex og Lucia”. Nu har biograferne fået endnu en spansk film, som cafegæsterne kan diskutere. Den kvindelige instruktør Icíar Bollaín har nemlig lavet filmen ”Ta’ mine øjne”, der bestemt er en samtale værd. Og så er den ikke blot interessant for filmfreaks men også for folk, der interesserer sig for psykologiske filmfremstillinger af presserende samfundsproblemer. I ”Ta’ mine øjne” handler det om ægteskabsvold. Filmen udspiller sig i Toledo og starter med, at Pilar, virkeligt godt spillet af Laia Marull, der er ret ukendt i de danske cafemiljøer, pakker sit tøj og tager sin dreng Juan på armen og smutter fra sin mand, Antonio. Pilar flytter ind hos sin søster, Ana (Candela Penã, som cafegæster vil kende som alkoholiseret stofmisbruger fra Almodovars ”alt om min mor”), der lever under mere ordnede forhold med en gennemsympatisk skotsk mand, der gerne lader Pilar og søn flytte ind på sofaen. Dernæst bæres filmen videre af, at Antonio kæmper med sine indre dæmoner og sin voldelige adfærd. Han går i terapi og forsøger med hele sin sjæl at overbevise Pilar om, at hun skal give ham endnu en chance. Pilars søster, Ana forsøger at overtale hende til at komme videre fra forholdet, men kærligheden er stor imellem Pilar og Antonio, og Antonio kæmper virkelig. Derfor får forholdet alligevel en chance og opblomstring til. Men gamle vaner er svære at lægge og snigende kommer den hævede hånd igen, mens terapibogen kastes i floden. Som seer føler vi med karaktererne, der virkelig kæmper med sig selv og med deres medmennesker. Så selvom Pilar beder Antonio om at tage hendes øjne, kan han ikke se klart og derfor bliver kærligheden svær.
Filmens forcer er hovedsageligt dens meget overbevisende skuespil og nuancerede vinkel på vold i hjemmet. Interessant er det også at se forskellen mellem filmens centrale kvinder, der hver for sig repræsenterer både klassiske og moderne indstillinger til forholdet og livet. Filmen synes at hævde, at manden som sådan har svært ved at finde sine ben og sit selvværd i dette virvar af kvinderoller. Det er således filmens styrke, at den generelt lader synsvinklen følge både Antonios og Pilars færden og udvikling. Derved får vi et indblik i et forhold set fra begge sider, uden at filmen forfalder til at fremstille for stereotypt og forfladigende i forhold til emnet. Så selvom plotstrukturerne fungerer ganske fint, formår filmen rent faktisk at komme dybere ind i både de mulige årsager til og konsekvenser af det forfærdelige fænomen. Desværre kan filmen til tider alligevel føles en anelse for lang, og dens nedtonede fortællefacon mangler en anelse facetter, der kunne have løftet den det sidste stykke. Kameraarbejdet er hæderligt og lydsporet ligeså, men stilen er ikke specielt innovativ, og den formår ikke at bringe fortællingen op på det højeste niveau
Men Icíar Bollaíns tredje spillefilm, hun har tidligere lavet lignende film, der ville mere end at underholde, er helt klart værd at give øjnene lidt tid til, derefter kan man tage oplevelsen med hen i cafeen til en snak om både film og frustrationer i forholdene.
