Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Der er visse grundprincipper for klassisk manuskriptskrivning, et af dem er, at hovedpersonens egenskaber før eller siden skal udfoldes. Dette er imidlertid ikke tilfældet med hovedpersonen i Taking Lives. Det er sikkert med fuldt overlæg fra instruktøren D.J. Carusos og manuskriptforfatteren John Bokenkamps side, at det er sådan, men hvad meningen med dette kunstgreb er, forbliver for undertegnede en gåde. Sagen er den, at FBI-agent Ileana Scott (Angelina Jolie) kaldes til Montreal for at afsløre en seriemorders identitet. Vi får at vide, at hun har et medies egenskaber; hun har evnen til gennem konfrontation med steder, ting og ikke mindst med mennesker at se, hvad der er sket, hvad der vil ske, hvem der gjorde det etc. Men hun er ingen Scully og Mulder, for gang på gang i løbet af historien tager hun fejl, endda i overvældende fatal grad; selv da hun indleder et intimt forhold til seriemorderen (i en eklatant flov erotisk scene), ser hun ingenting. Ja, man kan ligefrem sige, at filmen er bygget op over alle hendes fejltolkninger. Først i sidste scene, der også for denne hårdkogte anmelder kom som et chok, træder hun i karakter. Men da er det for sent, tilskueren har for længst opgivet at tro på hovedpersonens evner, og man må derfor nøjes med chokket og undvære forklaring på hendes uformåenhed gennem de sidste 2 timer. Men Ileanas slutreplik, Everything You saw I wanted You to see, sidder lige i skabet, ikke mindst fordi den utilsigtet fortæller om problemet med filmen.
Seriemorderfilm er filmhistorien rig på, men da den første af Hannibal Lecter trilogien, Silence of The Lambs havde premiere i 1991, blev det startskuddet for en strøm af amerikanske seriemorderfilm. Dette er ikke stedet for en tolkning af fænomenet, men så meget kan siges, at de så godt som alle dybest set på brutal vis behandler identitetskonflikter både hos morderen og opklareren. Det er der så mange andre velkendte motiver der også gør, det interessante her er imidlertid, hvad det er seriemorderen bidrager med i den sammenhæng.
Taking lives giver sit håndfaste bud, idet morderen her vokser op i et brutalt hjem, der bliver startskuddet for en rejse gennem USA, hvor uskyldige må lade livet og give identitet til den identitetsløse morder. Han slår simpelthen ”interessante” mennesker, dvs. mennesker der ifølge morderen har mål og med i livet, ihjel, og endda på hans egen alder for at gøre illusionen perfekt. Et effektivt og uhyggeligt, men ikke ganske raffineret plot.
Filmen lægger ud i roadmoviestil med det første mord, da den kommende seriemorder har forladt hjemmet. Men springer så år frem i tiden, da det langt om længe er lykkedes politiet at skabe sammenhæng mellem mordene. Og det er så her Ileana i Jolies skikkelse tilkaldes. Som sagt hjælper det ikke rigtig. Hvad værre er, gætter tilskueren, fra det øjeblik morderen dukker op foran hende, at det er ham. Kan være, at også dette er meningen, men det skaber unægtelig en del forvirring hos tilskueren frem for spænding. Måske er filmen et eller andet form for kompromis mellem at skildre en seriemorders fatale identitetskonflikt og en på papiret kompetent opdager? Svaret blæser i vinden.
Creditlisten fortæller, at minimalisme-mesteren Philip Glass har komponeret musikken, der dog filmen igennem er underligt anonym. Bemærkelsesværdigt er også, at den fine karakterskuespiller Gena Rowlands, der havde sin storhedstid i ægtemanden John Cassavetes mesterværker, optræder i en central rolle, der dog fremtræder ligeså anonym som Glass´ musik. Tilbage er blot at konstatere, at filmen er effektivt klippet af Anne V. Coates, at der er kælet for billederne af fotografen Amir M. Mokri og at historien er garneret med et par voldsomme optrin – bl.a. et directors cut (!), hvor morderen skærer hovedet af sin egen mor i en elevator; så er ansvaret for, hvordan det kunne gå så galt for den sindsyge søn, ligesom skåret ud i celluloid. Det hjælper alt sammen ikke rigtig noget, når historien halter så fatalt. Kort sagt, filmen er mislykket.
DVD-ens ekstramateriale består af en featurette, hvor instruktør og skuespillere, som sædvanlig på DVD-udgivelser, fortæller om det intense samarbejde og alle de gode intentioner. Især lægger man mærke til, at instruktøren bedyrer, hvor vigtigt det var for manuskriptforfatteren og ham, at fortælle historien således, at der ingen løse ender var! Tak for kaffe!
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Sandrew Metronome.
