Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Den iranske filminstruktør Jafar Panahi har siden 2010 fået forbud mod at lave film i landet i 20 år frem. Det har dog ikke afholdt ham fra at lave film – blot på lidt andre præmisser. Hans ”This is not a film” (2011) blev således smuglet ud af Iran på et USB-stik gemt i en kage.
Og nu har han gjort det igen. ”Taxi Teheran” (2015) er med instruktøren som sig selv i hovedrollen som en slags taxichauffør der kører rundt i Teherans gader, hvor han samler folk op og får en god snak med dem, inden han sætter dem af igen. Alt er filmet fra taxien.
Iscenesættelsen er komediens men hele tiden med diktaturets undertone. Man må beundre projektets gennemførelse – og at passagererne tør vise deres ansigter og holdninger frem. Mest markant selvfølgelig når den kvindelige menneskerettighedsadvokat fortæller om en fanges sultestrejke. Men også når DVD-kopisten fortæller om, hvordan han er at betragte som en vigtig kulturarbejder, når han sørger for at alverdens kvalitetsfilm også kan ses i Iran; når to passagerer har en animeret diskussion om dødsstraf er det eneste der virker på simpelt tyveri (det gør det åbenlyst ikke – instruktørens kamera stjæles til sidst. Heldigvis uden memorykortet!); eller når den rapkæftede niece kræver en forklaring på de (diktatur)regler skolen siger hun skal overholde, når hun instruerer en film som lektier.
Instruktøren selv er i centrum. Selvom han ikke siger meget, er det tydeligt at ordene fra de ”tilfældige” passagerer i høj grad spejler den kriminaliserede filminstruktørs situation. Det samme gjorde sig i øvrigt gældende i hans ”Pardé” (”Closed curtain”) (2013) der er optaget hjemme hos Panahi og handler om en manuskriptforfatter der alene sammen med sin hund (hunden betragtes som uren ifølge iransk/islamisk lov) forsøger at skrive en film – men bl.a. forstyrres af Panahi. Men på trods af denne selvcentreren får man i ”Taxi Téhéran” et indblik i livet i det lukkede land, den lukkede by alene på grund af samtalernes hverdagslige præg og så billederne ud af bilens vinduer. Alle fordomme om lavt refleksionsniveau blandt almindelige mennesker i et lukket islamistisk land bør forstumme.
Filmen er charmerende, let og vægtig på samme tid. Når Panahi tildeltes hovedprisen, Guldbjørnen på Berlinfestivalen 2015 for den er det dog svært ikke at se anerkendelsen som først og fremmest politisk motiveret. Og hvorfor dog ikke!
En stor lille film.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Mis. Label.
