Overskrift konkurrence


Standard facebook

Seneste artikler
Robert-Nominerin...
Casper
Idiot Prayer – N...
Sophia Loren Ven...
Disney+ Streamin...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

Druk
Druk billede



Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

DVD anmeldelse

Telstar

5. september 2011 af Ana Janic

2 stjerner Skriv en kommentar KØB FILMEN HER

Telstar billede

Ave domini inferni …

… således udbryder den desillusionerede pop-producer, Joe Meek, mens han sidder midt inde i en ominøs femstjerne, med opspilede øjne, fægtende arme og en dirrende mund, der forbander, forsager, forpiner, forkrøbler sig selv, sine omgivelser, faktuelle og fiktive, fanget i et selvfremprovokeret delirium, hvor virkeligheden har antaget alt andet end virkelige former.

Joe Meek. Et navn, man åbenbart burde kende. Jeg gjorde ikke. Og noget siger mig, at du heller ikke gør det, kære læser. Ikke med mindre dine vilde teenageår blev udlevet i de poppede tressere, som lagde node til boybandagtige musikalske formationer og kridtede skoene til synkroniseret dans. Som det sig hør og bør har et så velsignet musikalsk liv som Meeks nu fået en biografisk filmatisering med Telstar. Navnet Telstar henviser til den første satellit, der tog imod signaler fra Jorden, forstørrede dem og sendte dem tilbage igen. Denne universelle vekselvirkning muliggjorde live-udsendelser, som skulle vise sig at blive skelsættende for især musikbranchen.

Op igennem tressernes brogede verdensbillede følger vi Meek, historiens første uafhængige pladeproducent, fra inspirerende geni til indelukket nervevrag. Fokusset er lagt på Meeks musikalske udvikling (eller mangel på samme) kombineret med hans mangfoldige personlige problemer og problematiske relationer, der synes at indgå i en slags dialektik med det musikalske univers. Jo bedre Meek har det, jo federe tunes kommer der ud af hans højtalere. Jo mere hans sindstilstand forværres, jo elendigere produktioner bikser han sammen. Hans livs slutresultat nedgraderer sig til paranoide forestillinger feteret af dybe depressioner med suicidale tilbøjeligheder. Tak for dén kaffe.

Din åndelige leder er Ramses den Store …

… siger den karikerede, sigøjnerklædte sandsigerske (eller løgnsigerske, om man vil) til den okkultbesatte Meek, der altså har fået tildelt en statelig spiritualistisk imperator. At denne så viser sig at være ekstremt inkompetent efterviser Meeks videre triste skæbne. Han skulle ikke blot have bedt krystalkuglen om at give ham hans penge tilbage, han skulle ligefrem have knust den. En aggressiv opførsel, der slet ikke ville have været ude af trit med Meeks generelle personlighedsmønster. Pludselige, ukontrollable vredesudbrud efterfulgt af ligeså voldsomme depressive tilstande pegede på en maniodepressiv karakter, der ikke alene var til fare for sin omverden, men allermest for sig selv.

Spændende, interessant, vedkommende, tænker du måske om Meeks liv. Jo, jo, hans liv var skam overdramatisk spændende. Tragikken i hans liv bliver så i nutiden akkompagneret af det ligeså tragiske filmstykke, der er kommet ud af det og er blevet hans celluloidmindesmærke. Fy, skamme. Manden er jo en musikalsk legende, der bestemt havde fortjent et bedre filmisk postscriptum.

Filmens historie er nemlig frygteligt ustruktureret, som havde manusforfatteren ingen idé om, hvad han skulle centrere fokusset omkring. Det betyder desværre, at man hverken danner sig et ordentligt billede af mandens musikalske evner og betragtelige leksikon eller personen bag musikeren. Hele scenariet bærer utroligt meget præg af en dilettantisk teaterforestilling, med overspillende skuespillere, der gestikulerer overdrevet meget, taler påtaget og opfører sig i det store og hele, som var de sat til at spille en stumfilm. Selv de fysiske rammer lugter langt væk af dårligt opstillede kulisser, der kan vælte ved den mindste forkerte bevægelse. Man er altså på alle måder konstant bevidst om gennemskuelige fiktionaliseringsredskaber, der distraherer en fra at dedikere sig helhjertet til fortællingen og fordybe sig i problemstillingerne, som var de ægte. I stedet syner de falske og endnu værre, forcerede. At resultatet så bliver maniereret og affekteret burde ikke overraske nogen. At det er katastrofalt er en kedelig kendsgerning, der ikke burde kunne associeres med så dramatisk en person som Meek. Kedelig og katastrofal? Come on, manden fortjener meget mere …

Den dramaturgiske skizofreni forstyrres yderligere af de slet spillende skuespillere, hvor Kevin Spacey, som Meeks økonomiske kompagnon, ender med guldmedaljen i eksalteret overdrivelse, der burde sønderlemme hans videre karrieremuligheder. Hvad blev der dog af den psykologisk gennemborende John Doe, der gjorde Se7en til et fuldblodsmesterværk? Ak, go´ gamle dage.
Du er stadig for ung, kære Kevin, til at man burde kunne brude dette tilbagepegende bedstemorudtryk om dig, men altså here we are anyway

Filmens musikalske orkestrering spiller dog, så ens fødder danser med, hovedet nikker rytmisk, og hofterne vugger. En (måske den eneste) af filmens formildende elementer, og trods alt den dynamiske faktor, der gjorde mandens eftermæle udødeligt. En anden bærende plusfaktor ved filmen er Con O´Neill i rollen som den genialsk forstyrrede pladeproducent. Han gør det godt på trods af manuskriptets stinkende aroma og ender med at tilføre filmen – og sin hovedskikkelse – et skvat eksklusiv parfumelugt, der fænger interessen.

Meek pralede med at have forudset inspirationskilden, Buddy Hollys, død, havde likviditetsproblemer størstedelen af sit liv, afslog både The Beatles og Tom Jones som talentløse døgnfluer, forførte sine sangere og blev, på bedste George Michael vis, arresteret for amoralsk offentlig opførsel … og alligevel taler man om ham den dag i dag.

En af hans samarbejdspartnere beskriver ham i filmen som ”en vampyr, der suger energi ud af os”, og denne tørre kommentar kunne meget vel opsummere filmen som helhed. Et andet sted siger selve Meek om sit bands talent, at det er ”som at klemme vand ud af en sten”. Personaen Meek kunne snildt have foretaget sådan en handling i sit pulserende musikalske liv i Londons beatsummende gader. Filmen om ham er til gengæld en stor, tung, kantet stenklods om hans minde.

Another World Entertainment.

Ekstramaterialet består af forskellige billedstills, enkelte slettede scener samt en udførlig dokumentar om filmen. En anelse kedsommeligt og trivielt. 2 ON-Z stjerner herfra!

Titel: Telstar
Original Titel: Telstar
Premieredato: 7. juni 2011
Instruktør: Nick Moran
Skuespillere: Con O'Neill, Kevin Spacey, Pam Ferris, JJ Feild, James Corden, Tom Burke
Spilletid: 119 min.
Selskab: Aspiration Films, 2008
Genre: Drama
Link: http://www.telstarthemovie.co.uk/
Paranoia og vold ...
Paranoia og vold ...
60´ernes blomstrende musikalske scene.
60´ernes blomstrende musikalske scene.
Kevin Spacey som overspillet økonomisk chef.
Kevin Spacey som overspillet økonomisk chef.


banner
Overskrift Højre Block
The Defeated
After We Collided
The Silencing
Like a Boss
Druk
Hamilton
Bridgerton
Equinox
Soul
Timmy Taber: Ing...



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...