Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
For de uindviede handler ”That 70s Show”, som titlen antyder, om de måske knap så glade, men så i hvet fald temmelig skøre og udflippede 70’ere. Og dette gøres der meget ud af i den ligeså udflippede serie, der indimellem mere minder om tegnede sitcoms som Family Guy og Simpsons end om mere traditionelle live action sitcoms som Friends og Cheers. En sitcom hvor der er plads til at drømme sig tilbage de syrede halvfjerdsere, hvor der er masser af kærlighed og bidske kommentarer til vennerne i luften. Serien stoppede på amerikansk tv i 2006 efter 7 år på bagen med kun middelmådige seertal og kun en begrænset høst af priser ved de diverse uddelinger. Men alligevel affødte den morgendagens filmstjerner Ashton Kutcher, Mila Kunis og Topher Grace som seriens centrale omdrejningspunkt.
Eric er den kære og klassiske kid from next door Eric, der er lidt af et pjok, til stor fortydelse for hans gnavne far (der er af den gamle skole) og er offer for vennernes smådrillerier, men han er også kæreste med den lækre Donna (Laura Prepon) fra nabohuset. Som i The Office og Friends er det en sød kærlighedshistorie der er det gennemgående subplot i serien. Vennerne er konstant i Erics hjem, hvor han bor med sin mor, der drikker i smug, og altså sin gnavne far. Den forældreløse Steven Hyde bor også i huset, eller rettere i garagen, og er nok den værste imod Eric. Men de er alle venner og udover dem møder vi vennerne, den feminine immigrant Fez, tumpen Kelso og den kønne Jackie.
I denne sæson 6 er vi nået til at vennerne skal til at stoppe på high school, og der skal besluttes om man skal tage college eller hvad man nu kan fordrive tiden med når man nu er ung – som eksempel Kelso, der har fået den mindre heldige ide, at han hellere vil være politibetjent. Men sæsonen byder på mange andre udfordringer for vores venner. Jackie vil have Hyde tilbage efter deres nat sammen og tager flere metoder i brug i de første afsnit. Men Eric og Donna har snart en endnu større hemmelighed, efter at Eric giver Donna en diamantring, og selv Fez finder omsider kærligheden. Men det er alt det, der venter efter high school, der fylder allermest i hovedet på vores venner. for eksempel har Eric det svært med at skulle flytte på college nu hvor hans far lige har haft et hjertetilfælde, selvom faren nu hellere ser sit, ifølge ham pjok af en søn, flytte hjemmefra hurtigst muligt, hvilket den evigt drikkende mor dog sjældent er enig i. I et senere afsnit planlægger Donna og Eric at flytte sammen efter at de blev forlovede i sæson 5 – i øvrigt til stor fortrydelse for Donnas afro-bærende far.
Sådan går livet altså videre for vores venner i 70erne, men i ”That 70s Show”, er handlingen dog måske ikke så overraskende ikke det vigtigste, men fungerer mere, som i de fleste sitcoms, som en katalysator for en perlerække af groteske situationer, som seriens både spøjse og elskelige karakterer kan boltre sig rundt i.
Takket være blandt andet de veloplagte skuespillere glider man glædeligt igennem alle 4 discs i denne boksudgivelse. Såvel humoren som afsnittene glider let ned, og selvom feel good-faktoren dermed er høj (og som næppe slås af mange moderne sitcoms i dag), er dette netop også seriens problem.
Humoren svinger fra det hylende morsomme til det trivielle, men bliver aldrig rigtig skarp i sin satire og komiske kommentarer. Undtagelsen fra reglen i denne sæson-udgivelse er afsnittet, hvor Fez (Wilmer Walderrama) står til at blive udvist fra USA og hans gnavne svigerfar (en altid fabelagtig Kurtwood Smith) må modstræbende give en hjælpende hånd og en yderst promiskuiøs datter til proforma-hustru med i salget. Denne sæson byder på andre fremragende afsnit som det hvor Kelso ved et uheld (eller dumhed) brænder politistationen ned (det afsnit er ren tegenserie gak), eller det hvor Eric prøver at at være den nye handy man derhjemme.
Også 70ernes særlige tøj- og indretningsstil og signifikante musik er godt ramt, men det bruges ikke til noget synderligt end til meget andet en små smil på læben over hvor kikset det hele ser ud.
Det sjoveste ved serien er dog, når den benytter sig af samme teknik som ”Family Guy”, hvor man i små øjeblikke lukkes ind i hovedet på seriens hovedkarakterer, mens de kigger eftertænksomt ud i det blå, og man får deres subjektive tanker om ditten og datten og andre mulige og oftest kropumulige situationer. Nogenlunde det samme som når Peter Griffin i Family Guy forestiller sig den ene mere aburde situation efter anden. Og den slags er ofte hylende morsomt. Også dette får vi rige eksempler på i løbet af sæson 6. Serien formår også fornemt at styre uden om de værste platheder og de mest klassiske enerverende prutte-bøsse-vitser.
Grundet sin manglende skarphed i satiren har serien heller ikke den store langtidsholdbarhed, men tages serien for hvad den er (ren feel good) og ser den over en længere periode er der nok (pinlig)ren underholdning til flere måneder. Som et plus på den konto indeholder denne sæson (ligesom de andre) rigelig med afsnit, flere end man normalt finder i andre serieudgivelser så der er nok at tage fat på. Ellers kan serien også nydes for det fabelagtige komediespil med fremragende af alle medvirkende. Særligt er Mila Kunis (også kendt fra Family Guy) som den mere end normalt naive Jackie en skæv komedienne af særklasse. Og så er den ellers rutinerede skurke-skuespiller Kurtwood Smith (Bl.a. RoboCop) et fund som Erics gnavne far Red Forman.
Sæson 6 af ”That 70s Show” byder altså på mere af seriens form af mere hygge end egentlige latterbrøl eller underfundig satire – og så får vi denne gang en gæsteoptrædende fra blandt andre Dan Castellanata (stemme til bla. Homer Simpson) med i posen.
Ekstramaterialet kunne desværre ikke bedømmes, idet udlejningsselskabet kun havde valgt at stille en promo-udgave tilrådighed.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Sandrew Metronome.
