Skriv en kommentar
”The Amityville Horror” er en særegen blandet cocktail. Der veksles konstant mellem ganske udmærkede ideer og tåbelige indfald, hvilket alt i alt gør filmen til en lettere irriterende og frustrerende omgang. Først og fremmest er historien set før. Dels er det hjemsøgte hus efterhånden et af de mest slidte udgangspunkter for en horrorfilm og dels er her jo tale om en modedikteret genindspilning af Stuart Rosenbergs film fra 1979.
Til trods for at Amityville er baseret på en roman er historien ikke synderlig original: En familie flytter ind i et hus, hvor der nogle år forinden er blevet begået nogle frygtelige mord. De døde spøger naturligvis i krogene og langsomt rykkes familien op i rødderne sideløbende med faderens gryende vanvid. Til gengæld har vi nok romanforlægget at takke for karakterbeskrivelsen, der er noget mere gennemført end gængse gyserfilm kræver det. Originalfilmen bar det for tiden populære prædikat ”Baseret på virkelige hændelser” og familien Lutz som filmen omhandler er en virkelig familie, der lever den dag i dag. Mærkatet er blevet siddende på 2005 udgaven, men tilgangen til historien er her endnu mere urealistisk end den noget mere underspillede forgænger.
Ud over de åbenlyse referencer til originalen og i sær Kubricks ”The Shining” trækkes der på tråde fra bl.a. ”Halloween” og moderne spøgelseshistorier som ”Ju-on” i den noget specielle fortælling. Den største force i instruktør Andrew Douglas’ spillefilmsdebut er de udmærkede præstationer han får ud af sine skuespillere (selv Ryan Reynolds er næsten troværdig som god ægtemand/øksemorder), den tilfredsstillende farlighed, mængden af blod og de få virkelig gode gys filmen har at byde på. Den største lod er så de mange virkelig dårlige og søgte gys, de fjollede sidehistorier (en malplaceret præst der forsøger sig med en påtaget eksorcisme med bibelske følger) og den til tider dumme dialog. Som sagt er der ting der taler både for og imod ”Amityville”, hvis største modstander nok er originalens fuldstændige overlegenhed, og den enorme vekslen mellem solid underholdning og tåbeligheder er i sidste ende temmelig frustrerende. Det virker næsten som om at der har været flere manusforfattere eller nogle forskellige instruktører inde over det ujævne projekt.
Som genindspilninger er flest så har ”Amityville” da noget at byde på og den er om ikke andet bedre end langt de fleste af originalens syv efterfølgere. Det hele gøres bare drøn irrelevant når det måles op i forhold til udgangspunktet, for til trods for moderne effekter så bruges der stadig de samme virkemidler som i 70’erne, når det handler om at skabe uhygge og på det punkt er originalen overlegen. ”Amityville” er bedre end moderne metervare gysere som ”Boogeyman”, ”Jeepers Creepers” eller ”I-know-what-you’ll-still-be-doing-in-twenty-years-or-so-dammit” og der er virkelig nogle reelle gys i den (særligt den klassiske tissetur ved nattetide giver et godt chok), men samtidig er filmen så ujævn at det til tider bliver virkelig irriterende. En film der sagtens kan virke på video og da nok også i biografen, men bestemt ikke noget man skal se med synderligt kritiske briller.
