Skriv en kommentar
En film kan være virkelig fra første billede, da vi ser den amerikanske præsident Nixon i 1973 på åben skærm udtale med Trumpøjne: Jeg er ikke svindler - og vi ser den glatbarberede Donald med livsfrisuren og store ord i munden med faderens hjem i bagved i Queens – hvor han møder den kendte Nixonadvokat Roy Cohn (1927-1986) og i baggrunden ses Andy Warhol – og vi får Roy Cohns metoder skåret ud i dollars: hvad er en god forretningsmatador:
Jeg giver Dem tre regler:
1. Angrib, angrib, angrib
2. Tilstå intet. Benægt alt
3. Gør altid hævd på sejren. Benægt ethvert nederlag
Filmen følger på medrivende måde Donalds opvækst med store visioner grebet af Roy Cohns underfundige charme og troværdighed for at komme frem i verden med overbevisende ord, som en dansk Amdi Petersen. Men vi ser en Cohn hælde spiritus på Donald for at få ham ind under huden og lokke med overbevisende selskaber, og Donald bliver påklædt de dyreste klæder for at vise sig frem – og lidt klodset ser vi Donald fuld i hans dyreste bil – ”og De vover at brække Dem i min nye bil” – og han lige ud ad biltemplet er nødt til at afgive til fortovet. En mand, der senere ikke giver noget fra sig.
Roy Cohn spilles formidabelt og tænderskærende af Jeremy Strong (f.1978), hvor vi ser nogle af de fire gange i 60´erne og 70´erne – da Cohn var tiltalt for aktiesvindel, afpresning og indgive falske anmeldelser – og slippe godt fra det – vi er helt inde i hovedet for den meget overbevisende advokat som med ord og pænt tøj kan snyde de store – og blive en helt for den unge Donald, som får borgmesteren til at give skattelettelser til byggematador med tab for de arbejdsløse – som laver små opråb. Roy Cohn yder al støtte til de store for selv at komme frem – og hersker også i homoseksuelle kredse, og da han pludselig hjerteskærende banker på hos Donald for at få hjælp, da han har fået AIDS, møder han en jakkesæt klædt ryg. Hvem hjælper vi?
Vi møder også den rumænske/amerikanske skuespiller Sebastian Stan (f.1982) som leverer et overbevisende billede af den fremadstormende præsident – hvor vi også ser hans lidt for slibrige sex-scener med hans første kone fra Tjekkoslovakiet, Ivana Zelnicková (1949-2022) – spillet af bulgarske Maria Bakalova (f. 1996) – og en glæde at møde et menneske, der med held tør sige ham imod.
Filmhistorien bringer mange mere eller mindre portrætter af amerikanske præsidenter. Kun for at nævne den samfundskritiske Oliver Stones film fra 1995.Nixon om et afdanket menneske. Steven Spielbergs overvældende og nærværende om helten Lincoln fra 2012 – og store film om heltebrødrene Kennedy – men det er alle film, som er gjort færdige med mennesket – hvor Ali Abbasis kyndige film er et ungdomsportræt – og vi alle kender følgerne.
Det er modigt af filminstruktør Ali Abbasi at satse så mange penge og kræfter på at styrke demokratiet i et opgivende Amerika – og vise andre sider af en tidligere præsident (2017-2021). Vi møder med overbevisning hans opgør med faderen i 1970´erne, og det er selvfølgelig glædeligt, at Donald, da filmen blev vist første gang, havde planer om retssag. Filmen virker så overbevisende i sin udstråling af mørke glansbilleder i elitens hovedroller og magtmenneskets vej frem – alle midler taget i brug. Jeg synes, der er et stort spring fra Ali Abbasis forrige film - Holy Spider, 2022 – en af dette års bedste film og en mere modig om en hemmelig morder i det nordlige Iran – en film jeg vil huske længere, den blev dansk bidrag til en Oscar-nominering. Men stort at være så alsidig – hvad bliver det næste?
Filmen har mange dokumentariske små bidrag til at gøre den mere virkelig – vi ser også Cohns ven Ronald Reagan i sort/hvid klip tv-klip, hvor han med sine store talebegavelse rammer den amerikanske højrefløj med svingende øjetække. Det gør filmen mere sandsynlig. Hvad bliver det næste?
