Skriv en kommentar
The Best Exotic Marigold Hotel præsenteres på “inder-nettet” som Indiens eneste svar på et hotel, der direkte henvender sig til velhavende, elegante pensionister. Her kan alverdens pensionister tilbringe deres sidste gyldne år under eksotiske og skønsomt fremmedartede omgivelser, opvartet af et særligt udvalgt personale og forplejet med indiske specialiter og smoothies. Det bliver svaret på syv pensionisters tiggende behov for at bryde ud af deres kedsommelige hverdag, hvor døden lurer lige om hjørnet, hofterne skal opereres, sexlysten er aftagende, ensomheden er påtrængende, den moderne teknik er forbandet avanceret, børnene evigt fortravlede og forholdet til konen punkteret for længst. De har alle behov for en gennemgribende personlig renovation og gribes derfor af hotellets lovning om lykke, men da de står på dørtærskelen, viser det sig at hotellet ikke er helt klar til de uventede gæster.
The Best Exotic Marigold Hotel, som er en alt for håbløs titel, skriver sig ind i arven efter andre joviale britiske komedier, hvis centrale pointe er at få frisat den dydige, regelrette viktorianisme til fordel for fremmede himmelstrøg, alternative karrierevendinger (Det' bare mænd (1997), Calendar Girls (2003) eller that little thing called love (Fire bryllupper og en begravelse (1994), Notting Hill (1999).
En bundsolid skare af mere eller mindre royale eller adlede britiske skuespillere, spiller alle lige ubesværet med deres storengelske diktion, som var deres stiff-upperlip for længst opblødt i dagens faste afternoon-te. Men trods det fornemt varierede og veloplagte aktørhold, bliver filmen endnu et stædigt forsøg på at sælge en støvet opskrift videre på feel-good og blomstervand, en enkelt røgelsespind og en smule akavet kulturkomik. Bevares, enkelte steder føles indkapsling af Indiens frenetiske trafikstøj og galopperende folkestrøm en kende realistisk, og bliver et oplivende supplement til den ellers forslidte montagemodel, der for alvor tynger filmens hastighed henimod slutningen.
Hvor en film som Slumdog Millionaire (2009) vægtede en klar kritik af det fornedrende Indiske klassesystem og derved understøttede den lyserøde og romantiske eventyrhistorie, virker filmens socialkritik direkte påklistret. Den udenomsagtige historie om hotelsønnen der ikke kan opnå kærlighed grundet sin øjestens sociale habitus, er allerhøjst en emotionel effekt, hvis eneste formål er at forsimple det uligevægtige indiske klassesystem. Her bliver filmen et idylliseret billede af kastesystemet, der i denne virkelighed viser sig, at kunne gradbøjes ud fra selvstændige behov og følelser, når det kommer til kærlighed. Virkelighedens Indien er nærmere et slags socialt apartheid, hvor høj og lav ikke mødes til fællesdans og diverse overliggende handlinger, såsom personlige forhold på tværs af kaster, ikke undskyldes med en happy-ending.
Men så gribes man alligevel af The Best Exotic Marigold Hotel. Midt i sin kritiske nedsabling og lorne ubehag ved den smørbløde komik og virkelighedsfjerne kærlighed, rammes man af en både naiv og folkelig charme, der til alle tider har været de britiske komediers store kompetence. Det er i genkendelsens glæde at underholdningen er størst og megen morskab udlades. Og filmen skal da heller ikke fratvinges sin varme humor, der momentvis unddrager fokus fra den tynde handlingstråd og brillerer med sine lakoniske kommentarer til dagligdagens gængse problemer og temaer.
Mange ældre blandt publikum vil helt sikkert nyde at se en film lavet til dem, af dem og med dem selv i hovedrollerne, hvor alle alderdomsrelaterede problemer oprulles på komisk, men respektabel hvis - lige fra computerchok, kulturmøde, xenofobi, ensomhed, bøsseskræk og den klassiske impotens. Filmen er tæt på blive for hyggelig og enfoldig i sin behandling af ældres eksistentielle problemer, men reddes dog på stregen af sine skuespillere, der alligevel omformer det lunkne manuskript til en tålelig oplevelse. Filmen ender dog med at være ligeså unødvendig lang, som sin titel, og udnytter derved ikke sin egen spilletid. Den når aldrig at sammenbinde de mange handlingstråde og portrætter. Det der skulle have været klimaks, ender med at give en noget fad mavefornemmelse, hvor lidt mere curry nok skulle have omformet pløren til guld.
