Skriv en kommentar
Den populære new yorker radioværtinde Erica Bain (Jodie Foster) og kæresten David Kirmani (Naveen Andrews) er et lykkeligt gifteklart par, med store planer for fremtiden. Uheldigvis bliver de ved en tilfældighed, groft overfaldet af suspekte elementer under en gåtur i den lokale park og tæsket til ukendelighed. Erica ryger tre uger i koma og David bliver simpelthen slået ihjel. Sådan en oplevelse sætter sine spor og da det kniber for politiet at opsnuse voldsmændene, trods en helhjertet indsats fra den arketypiske 'byens gode strømer' Mercer (Terrence Howard), beslutter Erica sig for at købe en gøb og tage på egen hånd kampen op mod den kriminelle underverden.
Hvis ovenstående lyder en smule bekendt, er det såment fordi storylinen mere eller mindre er set før i ”En Mand Ser Rødt” - blot med andre kønslige fortegn, da det dengang var Charles Bronson som gik amok. Selvtægttemaet var dog dengang nuanceret og problematiseret. Hovedpersonen Paul Kerseys dilemma bestod i om selvtægt kan retfærdiggøres i hævnens navn, eller om han via selvtægten transformeres til netop de kriminelle, der nedslagtes. Et af de store problemer ved ”The Brave One” er at den ikke sætter det tema på en spids, men ensidigt bifalder at Erica handler som hun gør. Første halvdel af filmen fungerer som en udmærket narrativ ind i hendes angstverden, ovenpå det traumatiske overfald. Jodie Foster er indbegrebet af et nedbrudt offer for tilfældigheden brutalitet, og hendes indlevelse i karakteren redder i høj grad filmens menneskelige drama – ikke siden ”Anklaget” har hun spillet så utroligt stærkt. For at bearbejde oplevelsen, benytter hun sin status som radioberømthed til at sprede budskabet om hvordan kriminaliteten er stødt stigende på gaderne og folk skal gøre noget ved det. Hvilket vel at mærke noget af en modstridende pointe, da Erica helt bevidst selv opsøger balladen rundt omkring i New York; en by, hvis man skal tro filmens univers ret, der er helt overkarikeret befængt med voldspsykopater på hvert et gadehjørne, i togene, og grønhandleren. Idéen er naturligvis en implication af at volden er allestedsværende, både i Ericas sind og ret fysisk på gaderne, fremstillingen virker blot utroværdig. Det eneste man hæfter sig ved, er hendes udvikling fra offer til hævngerrig selvtægt actionheltinde, ved nogle underholdende men uimponerende actionsekvenser. Kontrasten mellem rigtigt og forkert tegnes i begyndelsen op ved Ericas møde med politimanden Mercer, overbevisende spillet af Terrence Howard, og der lægges naturligvis i ovnen til det store moralske show down mellem de to. Men kontrasten vaskes ud mellem action og drama, og rigtigt og forkert. Hvor der helt oplagt kunne have været en løftet pegefinger til selvtægtproblematikken, flyder den gode idé bag filmen ud i fortorvsristen sammen med blodet fra de talrige skurke Erica nedfælder.
Selvom filmen ikke nødvendigvis skal overfortolkes, falder en let understrøm af kampen mod terror absolut nemt for og når der ikke stilles spørgsmål ved Ericas metode for at bekæmpe kriminaliteten i New York, sidder man efter filmen med en underlig smag i munden. Særligt når der ikke er synergi mellem action og drama, nu der spilles højt på begge elementer – hvert for sig ville de muligvis havde fungeret glimrende og Jodie Foster redder meget hen ad vejen det menneske drama ved en fantastisk præsentation. Dette falder pladask til jorden, da man mister enhver sympati for hendes handlinger ved den fint udførte men ret ligegyldige actiondel, der hverken prøver nye græsgange eller har en synderligt god idé bag.
Neil Jordon har tidligere formået at skabe stemningsfulde og interessante film som ”In Dreams”, ”En Vampyrs Bekendelser”, ”A Company of Wolves” og ikke mindst ”The Crying Game” - men her skuffer han med en middelmådig actionfilm, hvor der ikke er noget nyt under solen. Se ”Falling Down”, ”Memento” eller ”En Mand Ser Rødt” i stedet, hvis en god amerikansk selvtægtfilm er sagen.
