Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Når man blot 22 år gammel, og allerede manifesteret som noget nær det mest nyskabende på den amerikanske rockscene, styrter i døden med et fly midt under en turné, så bliver man et ikon. At der med om bord på flyet var andre rockstjerner, som The Big Bopper og Richie Valens gør ikonet mindre. Tværtimod.
Det er den korte historie om Buddy Holly. Charles Hardin Holley, den unge mand med de store sorte briller, der trods sin meget korte karriere nåede at blive en af rockens pionerer i slutningen af 1950’erne som sanger og sangskriver af numre som That’ll be the day og It’s so Easy. En musik, der rystede de konservative, hvide amerikanere. En ung, hvid musiker kan da ikke spille sådan noget ’negermusik’.
Netop dette tema spiller også en væsentlig rolle i den første halvdel af The Buddy Holly Story fra 1978. Ikke altid lige elegant og realistisk skildret. Nærmere en kende for simplificeret.
Det er såmænd Gary Busey, der udfylder rollen som Buddy Holly i Steve Rash’ rockbiografi. Skuespilleren, der senere blev synonym med dårlige actionfilm, og som ødelagde sin karriere med sprut, stoffer og almindelig besværlighed. Her er den unge, ranglede Busey god og overbevisende som Buddy Holly. Først som den unge, håbefulde musiker, der sammen med bandkammeraterne forsøger at flygte fra kæresten og forældrenes forventninger om at etablere en normal borgerlig tilværelse. Og siden som den stædige kunstner, der insisterer på egne idéer og nægter at lade branchen styre musikken.
Men uanset en velspillende Gary Busey, så løfter The Buddy Holly Story sig aldrig rigtig fra at være fortællingen om musikeren, Buddy Holly, til at være fortællingen om mennesket, Buddy Holly. Og det er simpelthen også begrænset, hvor meget kød, der er på fortællingen om hans korte liv. De svingende opture og nedture, som enhver rockbiografi er rig på, er – med undtagelse af en alt for tam kærlighedshistorie – alle musikalske. Buddy Hollys stædighed og personlige integritet inden for det kunstneriske er overbevisende, ligesom de lange musiksekvenser er det. Men det bliver på overfladen.
Samtidig er Gary Busey omgivet af en stribe overspillede og utroværdige biroller, så som de to øvrige medlemmer af bandet, The Crickets, spillet af Don Stroud og Charles Martin Smith. Og det hjælper selvsagt ikke stort på skabelsen af det 1950’er univers, der i forvejen lider af de lidt for simpelt skildrede problemstillinger omkring Buddy Holly.
EKSTRAMATERIALE: Et kæmpe bifald til vedlæggelsen af hele det Oscar-vindende soundtrack. I min helt egen naive tankegang vil jeg da godt have lov at anbefale, at det kunne blive et eksempel til efterfølgelse. Derudover skrevne biografier på skuespillerne og en stribe trivia.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Warner Bros..
