Skriv en kommentar
”I had sex today... holy shit!”
Vi er i 1976 i San Fransisco, hvor Minnie (Bel Powley) indtaler i sin båndoptager at hun lige har haft sex og er helt oppe at køre over det. Men Minnie er kun 15 år gammel, og manden hun har haft sex med er hendes mors kæreste Monroe (Alexander Skarsgård). De må derfor holde det hemmeligt for familien, og snart forelsker Minnie sig i Monroe.
Bel Powley i hovedrollen som Minnie bærer filmen med sin kraftfulde tilstedeværelse og er med i stort set alle scener. Hun er evigt nærværende, og det bliver sjovt nok aldrig for meget. Hun er ligeglad med hvad folk tænker om hende, og det er dejligt befriende. Filmen har en sjælden ærlighed, hvor den blandt andet viser Minnie nøgen foran spejlet, hvor hun fortæller om, at hun bare vil elskes så højt, at nogen vil dø for hende. Minnie er tegner og vil gerne være tegneserie-kunstner. Hendes idol Aline Kominsky, der ligeledes er tegner, bliver en slags fantasiven for Minnie, som hun kan spørge til råds om stort og småt. Minnies tegninger kommer til live i filmen, der viser hendes livlige fantasi, livsglæde og indre tanker og viser kreativt at Minnie lever i en boble, hun selv har skabt. Boblen gør at hun tit er alene, men det rører hende slet ikke.
Kristen Wiig klarer sig godt i rollen som Minnies mor Charlotte, der gerne vil være feminist men slet ikke er det. Ulig Minnie skal hun konstant bekræftes af sine omgivelser og beder sågar Minnie om at klæde sig mere sexet. Det er tydeligt at hun slet ikke er en rollemodel for Minnie, og det er nok derfor Mini er så rodløs. Alexander Skarsgård spiller den let forførte og naive Monroe, der trods alt har kvaler ved at gå i seng med sin kærestes datter. Men Monroe mener, at det er Minnie, der har hele skylden i hvordan det har udviklet sig, og han tilslutter sig derfor de voksne, der fralægger sig ansvar overfor Minnie. Den eneste rigtig voksne karakter i Minnies liv er den lettere komiske eks-fader Pascal (Christopher Meloni), der har en Ph.d. og bestemt ikke lægger skjul på, at han altid har det rigtige svar ved hjælp af hans sunde fornuft.
Filmen er baseret på en bog af forfatteren Phoebe Gloeckner, der var inspireret af Gloeckners egne teenageår i 70’ernes San Francisco og instruktøren Hellers har skrevet manuskriptet. Det er Hellers debut som instruktør, og hun har et helt særligt forhold til bogen. Måden hvorpå hun viser Minnies seksuelle udvikling er utrolig ærligt og fordomsfrit portrætteret i forhold til at det der sker er dybt ulovligt. Filmen har vundet talrige priser verden rundt på filmfestivaller og vandt blandt andet prisen for bedste film på Berlin Film Festival sidste år. Den er desuden månedens film på Cinemateket.
Der har været flere succesfulde coming-of-age film de seneste par år, hvor en af de største nok er The Perks of being a Wallflower (2012). Men hvor Perks handler om at finde sin plads blandt venner og psykiske traumer, handler The Diary of a Teenage Girl om at elske sig selv, omfavne sine særheder og tage kontrol over sit eget liv.
Filmen giver mig lyst til at læse bogen den er baseret på . Den minder os alle om, at teenageårene var en forvirret tid, hvor det var let at falde i mismod. Vi var alle lidt små-underlige, og det var helt okay.
The Diary of a Teenage Girl er en fantastisk coming-of-age film! Den er en sjov og finurlig og giver en varm følelse af bekræftelse i, at vi alle lidt er sære.
