Skriv en kommentar
Dr. Tom Creo leder desperat efter en kur mod sygdommen kræft, da hans elskede kone Izzi ligger for døden med en svulst i hjernen. Imens lægen arbejder som en besat på sit laboratorium, sniger døden sig tættere og tættere ind på den unge dame. I en rus af kærlighed og kamp for sin elskede, glemmer han hverdagens støtte til den person, der har mest brug for det. I stedet lader han sig vikle ind i en fantasiverden, der er inspireret af den bog, Izzi skriver på.
Som seer føres vi med ind i et univers, der rejser fra nutiden til fortidens opdagelsesrejsende og frem til et surreelt buddhistisk fremtidsrum. På alle niveauer handler det om at finde frem til udødeligheden, der symboliseres ved livets træ. I fortidens rum følger vi den opdagsrejsende, der tager til Mayaernes rige for at finde udødelighedens safter, mens vi i fremtiden følger en trancendent boblerejse for en buddhistisk meditationsastronaut. De tre personer er en og samme, og man må selv vælge, om der kun er et realplan eller hele tre. Filmen er således en drømmende affære, hvor virkelighedens rum folder sig ud via fiktionens indre babushkadukke. Efter sigende har filmen været længe undervejs og mistede under sit kaotiske produktionsforløb den oprindelige cast med Brad Pitt i hovedrollen. I stedet får vi her æren af at møde Hugh Jackman som lidelsesfuld videnskabsmand, kosmossøgende buddhist og hårdkogt eventyrer fra fortiden. Jackman, som de fleste vil genkende som Wolverine i X-Men-universet og som Van Helsing i Stephen Summers draculabrag af samme navn, spillede også med i Woody Allens ”Scoop”. Overfor Jackman finder vi Rachel Weisz, der fandt sig godt til rette i Fernando Meirelles’s ”Den konstante gartner” og i tegneseriefilmatiseringen ”Constantine”. De to fungerer ganske fint sammen, og deres forhold giver filmen den troværdighed, den har brug for.
Filmen her er ufatteligt smukt lavet og er i sin form noget uortodoks. Det er naturligvis altid interessant, selvom det her tenderer til at blive lidt forvrøvlet og langtrukkent enkelte steder. Rent teknisk er filmen super flot filmet, og det computeranimerede lag fungerer til at sætte en speciel stemning op.
Instruktøren bag hedder Darren Aronofsky, som fik et kæmpe gennembrud med den fantasifulde junkiefilm ”Reqium for a Dream” (2000), der viste sig som en kompetent opfølger til den overraskende gode low budgetproduktion ”Pi” (1998), som Aronofsky havde stået bag inden.
”The Fountain” er en mærkelig film, der er helt sin egen men slægter en anelse op af andre specielle Science fictionfilm såsom Wong Kar Wais mystiske og meget flotte ”2046” samt Richard Kellys filosofiske ”Donnie Darko” (2001). Det er teknisk utrolig begavet og innovativt, mens diskussionen af evigt liv og sjælelig transcendens er noget trættende på trods af, at Jackman og Weisz står rigtig stærkt i billedet som det forelskede par, filmen drejer sig om.
