Skriv en kommentar
Joel Edgerton har i de senere år blomstret op i Hollywood og blevet lidt af en stjerne på det internationale marked med storfilm såsom Exodus, Black Mass og Warrior. Som så mange andre kunstnere i Hollywood, så krydser de karrieremæssige veje ofte hinanden, og nu har Edgerton kastet sig ud i sin første instruktørrolle på filmen, The Gift.
Filmen følger et ægtepar, som netop er flyttet til en ny for at komme væk fra nogle turbulente problemer i det tidligere liv. I et forsøg på at starte en ny og forbedret tilværelse op i nye omgivelser bliver de dog indhentet i fortiden i form af mandens gamle skolekammerat Gordo (Joel Edgerton). Hvad der i første omgang virker som en venlig, nostalgisk snak udvikler sig til en besættelse for den mystiske Gordo. Han gemmer nemlig på en hemmelighed, som langsomt men sikkert infiltrerer familien som en følelsesmæssig og altødelæggende virus.
Filmen overraskede utroligt positivt på den spændingsmæssige front, da Edgerton udspiller den klassiske thriller-mysticisme, men på nogle anderledes og nytænkende principper. Den bygger sit momentum op af nogle forudsigelige handlingselementer, men selve meningen bag deres tilstedeværelse er stort set umulig at forudse for selv den mest garvede filmnørd. Desuden gør filmen brug af en meget overbevisende cliffhanger, som, uden at afsløre for meget, lige sætter det sidste punktum på filmens spændingsmomenter.
En af de største succeser i filmen er måden hvorpå handlingen løbende skifter fokus. I starten virker det som en klassisk stalker-thriller, hvorefter nye informationer kommer på bordet og de 'trygge rammer' bliver pludselig nedbrudt. Man kan ikke længere vide sig sikker på, hvem man kan stole på og ydermere mister man grebet om, hvem man bør holde med i sagen. Dette ret voldsomme skift blusser desuden op ved hjælp af Edgertons formidable skuespil. Han leverer en utrolig dynamisk karakter, som på den ene side er en akavede outsider, som man har ondt af, men på den anden side er typen, man aldrig helt ved, hvor man har henne.
Det absolut bedste ved filmen er, at den giver sig selv tid til at bygge en stemning op indhyllet i mystik og følelser. Det er der få instruktører, der tør at kaste sig ud i af frygt for at miste publikums interesse, og det at Edgerton har mod på at opbygge ‘forventningens glæde’ fortjener en lille klapsalve. Grunden til jeg personligt havde svært ved at slippe filmen ude af syne fra start til slut, er dens evne til at overraske og ikke mindst blande genrekonventioner sammen til et nytænkende mix af originale virkemidler og gamle klichéer.
Samlet set er The Gift en nervepirrende thriller, som for alvor sætter mystikken og den ‘behagelige ubehagelighed’ i fokus. Edgerton formår at levere et solidt førstehåndsindtryk på sit instruktørmæssige CV, og The Gift er i sidste ende en af de bedste intelligente thriller-gysere jeg har set i flere år.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Scanbox.
