Skriv en kommentar
Det er helt basalt.
Den store episke fortælling med ambitioner om det universelle kærlighedsbudskab står med og falder uden dette ene træk: Kemi.
The Horseman on the Roof – med originaltitlen Le Hussard sur le toit – har tydeligvis ambitionen, men savner i ødelæggende grad en kemi mellem sine to hovedpersoner. Først og fremmest derfor ender det franske drama fra 1995 som et scenografisk flot, men emotionelt noget tamt kærlighedsdrama.
Det er ellers fransks films måske to største internationale eksportsucceser de senere år, der agerer elskende i Jean-Paul Rappeneaus ambitiøse projekt. Olivier Martinez (superskurk i S.W.A.T. og Diane Lanes sidespring i Adrian Lynes glimrende Unfaithful) som Angelo – en italiensk officer, der lever i eksil i Frankrig. Året er 1832. Italienerne er i væbnet konflikt med Østrig, mens en dødbringende koleraepidemi hærger det europæiske kontinent.
Angelos skjul bliver afsløret af en forræder, og vores selvofrende helt må tage flugten gennem Frankrig. Undervejs møder han den unge gifte kvinde, Pauline de Théus (Juliette Binoche – med gode roller og en Oscarstatuette i film som The English Patient og Chocolat), der er blevet væk fra sin mand i det sygdomsplagede og kaotiske land. Angelo insisterer på at eskortere den unge kvinde sikkert gennem Frankrig – og jo, der opstår selvfølgelig varme følelser mellem de to unge stjerner.
Men man kan så langt fra anklage The Horseman on the Roof for at være emotionelt forcerende. Angelo og Pauline kaster sig ikke uden videre i armene på hinanden. Hun vil være tro over for sin ægtemand, og han er en sand gentleman – der for øvrigt har rigeligt at gøre med i barmhjertighedens tjeneste bogstaveligt talt at kaste sig i armene på dødssyge og smitsomme koleraramte.
Netop heri ligger et væsentligt problem. For mens Juliette Binoche med sin naturlige sødme og sin karakters beslutsomhed tegner et fint portræt af Pauline, så er Olivier Martinez’ Angelo så heroisk, så selvofrende og så uegoistisk, at han ender som dybt utroværdig. Argumentet imod dette er selvfølgelig, at Angelos egoisme ligger i, at han (for)følger Pauline; blot ventende på, at hun falder for hans franske charme.
Men så er vi igen tilbage ved kemien. Den er der ikke, og når det emotionelt meget tilbageholdende manuskript – hvilket ofte kan være en stor fordel – ikke hjælper på vej, ja så ligger gummiordet ’kedeligt’ altså ligefor.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Criterion Film.
