Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
James Franco. Du husker ham helt sikkert fra adskillige film som bl.a. 127 Hours, Pineapple Express, Spis Bed Elsk, Milk, Howl, Abernes Planet og som superskurken Harry Osborn fra Spider-Man-filmene. Siden 2005 har den 40-årige sideløbende med skuespilkarrieren også kastet sig over instruktørgerningen, gerne i film som han selv har skrevet og samtidig medvirker i. Det er blevet til rigtig mange tvivlsomme film i instruktørsædet, hvor meget få er blevet rigtig gode. As I Lay Dying og den Oscar-nominerede The Disaster Artist (anmeldes snart på bluray her på siden) er vel de eneste, som rent faktisk er værd at bruge tid på. Dermed kan jeg også afsløre at Francos seneste skud på stammen – The Institute – reelt heller ikke er anbefalelsesværdig.
Vi har set rigtig mange film om bestialske og horrible forhold på anstalter for psykisk syge. Sagen omkring The Institute er at den i modsætning til sine artsfælles i genren rent faktisk er baseret på virkelige hændelser. Rosewood, som opholdsstedet i Baltimore hed, var nemlig et nederdrægtigt sindssygehospital, som i virkeligheden gjorde folk mere syge under opholdet, end da de ankom. Der foregik nemlig lyssky aktiviteter på stedet, hvor læger satte sine patienter i en giftig behandling, og som resulterede i at Rosewood hjernevaskede kvindelige klienter og solgte dem videre til betalende velgørere. I 1937 blev disse forhold afsløret af en besøgende psykiater, men Rosewood fortsatte som ”behandlingssted” i flere år derefter. Vi skal helt frem til 2009 førend at det vanvittige institut blev lukket helt ned. Skræmmende, ikke sandt?
Filmen The Institute tager udgangspunkt i en ung kvinde som skal påbegynde en behandling på stedet. Isabel (Allie Gallerani), som hun hedder, er i længerevarende sorg og chok over sine forældres død, og Isabels bror er bekymret, og lader hende indlægge på Rosewood. Den ledende læge Dr. Cairn (James Franco) tager imod og fastlægger en kur i flere etaper. Dog kun med det formål at lede Isabel til at miste sit sind og selvværd. Med andre ord: at rense Isabel troen på at hun eksisterer. Derfra kan man gøre med hende hvad man vil. Der er ikke grænser for hvad Isabel udsættes for af smerte, forulempelse og ringeagt. Medicinen består primært af udtræk fra giftige svampe og inden længe er Isabel nærmest i en rus af fremmedgørelse over hendes eget jeg. Instituttet har fuld kontrol over Isabels fremtid, og tildeler hende også et nyt navn, nemlig Mary Bradbury. Isabels bror har dog opfanget at noget er rivende galt, så han går til den lokale betjent (Josh Duhamel – Transformers). Politiet vil dog ikke røre ved sagen, hvilket får broren til at tage sagen i egen hånd. Det kommer til at koste ham livet, og det lader til at Isabel er fanget for altid i rollen som Mary.
Når jeg selv læser denne beskrivelse, så synes jeg faktisk at det lyder ganske spændende og nervepirrende. Resultatet på film er dog et helt andet billede, for scene for scene med tilhørende skuespil og dialog, så er det i virkeligheden langt mere søvndyssende end sindsoprivende. Hvis det er hvad Franco kan vride ud af en så vigtig fortælling om en række uhyrligheder i Baltimore, Maryland, så synes jeg han skal skrue ned for instruktion og manuskripter fremover, og så hellige sig at medvirke i andres produktioner end sine egne. Filmen er i flere passager direkte kedelig, og skuespillet virker lidt for forsamlingshus-amatøragtigt. Jeg foreslår at man læser en grundig bog om Rosewood i stedet for at spilde sin tid på The Institute. Det var tættere på en mere brutal hjernevask at overvære denne film, end det patienterne blev udsat for i sin tid. Det kan simpelthen ikke blive til mere end blot en enkelt stjerne.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Mis. Label.
