Skriv en kommentar
Et inuit folk må gå så mange grusomheder igennem. De lever gennem deres ånder, og er ikke påvirket i vestlig propaganda som kristendommen.
Deres liv leves som det har gjort gennem de sidste firetusinde år.
Faderen Avva (Pakak Innukshuk) er den sidste store åndemager/shaman, der ihærdigt prøver at holde sammen på sin familie i de gamle rødders tråd. Men datteren, den stædige og smukke Apak (Leah Angutimarik), balancerer midt imellem de to verdener.
Midt i den turbulente tid, ankommer eventyreren og videnskabsmanden Knud Rasmussen (jens Jørgen Spottag), med et følgeskab af to venner, Peter Freuchen (Kim Bodnia) og Therkel Mathiasen. Freuchen der siden hen fik en grusom skæbne, frosset fast i indlandsisen. Det bliver godt modtaget med sang, koner der står til disposition, og der bliver fortalt anekdoter i den store iglo.
De tre eventyrer er på deres femte Thule-ekspedition. De må videre på et tidspunkt, til Igloolik, der er konverteret til kristendommen, og Avva er ikke meget for at hjælpe men modstræbende tager han med, da Knud Rasmussens ry, har bragt ham mange venner på det Grønlandske kontinent. Den bliver en sej kamp mod et uvist mål, og mod sulten...
Årets åbnings film på Toronto Film Festival var ”The Journals Of Knud Rasmussen”, en ærefuld tilkendegivelse. Der er heller ikke mange film fra de kanter, og det er altid en fryd at se de fantastiske kulisser som Grønland står for. Instruktøren Zacharias Kunuk stod bag den fabelagtige ”Atanarjuat – The Fast Runner” som blev præmieret med en Camera D´or ved Cannes 2001. Med ”Journals Of Knud Rasmussen” når han ikke samme højder. Det er lettere usammenhængende, og desværre lidt langtrukkent. Der mangler tekst ved de små hymner undervejs. Der er heller ikke meget Knud Rasmussen over seancen, han er en biperson i det spektakulære spil om splittelsen fra det gamle til det mere moderne samfund. Billederne taler igen for sig selv, og er mesterligt fotograferet af Norman Cohn, som også stod bag linsen i ”The Fast Runner”.
Der er en del stærke scener, og det er særdeles glædeligt at se en film så oprindeligt konstrueret. De danske trekløver glider rigtig fint ind i filmen. Bortset fra at Spottag ikke fysisk minder om Knud Rasmussen. Den klarer sig lige på fire is sprængte stjerner. Vi har brug for den slags film. Et billedmenageri venter i biografen.
