Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det er nærmest helt von Trier’sk at overvære indledningen på The Killing Of A Sacred Deer. Alt ligger i det visuelle indtryk, som med en dvalende kameraføring som tør fortælle meget langsommeligt for at optegne en ramme for det som nu skal ske. Vi får et indblik i hjertekirurgen Stevens (Colin Farrell) liv og tilværelse. Vi finder ud af at han har forestået en hjerteoperation som endte med tragisk udfald. Den 16-årige Martins (Barry Keoghan) far overlever ikke at være i Stevens hænder, og Steven tager sig kærligt af Martin. Sørger for at underholde og aktivere ham og i det hele taget fungere som en voksenven og sparringspartner, så Martin på sigt kan komme videre med sit liv. Steven begår dog den ”fejl” i sin godhed at invitere Martin med hjem til familien, for at give ham et større tilhørsforhold. Martin har, trods sin tilbagestående adfærd, nemlig en skjult dagsorden. Han vil have hævn, og derfor stiller han Steven et ultimatum, som Steven aldrig havde turde drømme om. Hvad der lignede et omsorgsfuldt drama ender som en isnende thriller…
Filmen, der var udtaget til Cannes Festivalen i flere kategorier (og som endte med at vinde for bedste manuskript), er en særegen oplevelse. Dyster og mystisk på samme tid, og med en udsigt man ikke sådan lige kan regne ud. Der er konstant ubalance i en eller flere af de personer vi møder ud over Steven og Martin. Specielt datteren Kim, som bliver forelsket i Martin, får sine udsving, lige som det også gælder for brormand Bob og Stevens kone (Nicole Kidman). Hvad der lignede det perfekte liv ender i en voldsom konfrontation med tilfangetagelse og kropslig destruktion. Du skal bogstavelig talt kunne tåle at se børnekroppe forfalde i slowmotion, for at kunne stå The Killing Of A Sacred Deer igennem.
Filmen er på sin vis en kunstfilm med en meget stærk billedside som fortælleæstetik. Der er flere passager uden tale personerne imellem, hvor vi enden lader kameraet bløde bevægelser berette lydløst eller med akkompagnement af operette-kor. Man skal lige vende sig til at se de etablerede stjerner navigere i en meget anderledes platform end vanligt og man skal have god tålmodighed, for når det kommer til stykket er den 2 timer lange film egentlig en meget udstrakt historie med en meget simpel tematik. Det er faktisk en bedrift af de helt særlige som græske Yorgos Lanthimos har begået, hvor intensiteten er gemt i den sløve uforudsigelighed. Der findes ikke mange film af The Killing Of A Sacred Deers slags, og derfor vil den måske nok også rage nogle fjender til sig. Her skal man nemlig ikke kigge på hverken biljagter, eksplosioner eller slåskampe. Alt foregår i ansigtets mimik, hvor en snigende desperation kommer krybende og æder sig vej i vores figurers sind.
Jeg vil gerne have lov til at prise denne særlige form, som afviger fra Hollywoods mainstream og tager os med ud i filmmediets allerhelligste kroge. Her er beviset på hvad film kan, som en roman aldrig kan få stadfæstet (ikke for at tage noget fra en god læseoplevelse, som omvendt ofte er leverandør til flere af de store filmoplevelser vi ynder). Stilen er nok ikke for alle, men har du mod på at se en anderledes film i udtryk og rammesætning, så er The Killing Of A Sacred Deer en glimrende måde at prøve grænser af på. Det bliver til 4 stjerner herfra.
Bonusmaterialet er begrænset til en stak trailers.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Universal.
