Skriv en kommentar
Fortiden indhenter dig, skulle nogen have sagt til David (William Hurt), for da den karismatiske kirkefader, møder hovedpersonen Elvis, er han allerede på tur med døden.
Elvis har været i marinen og aftjent sin værnepligt, og nu vil han opsøge sin far, David. Der i sin ungdommelige dumhed gjorde Elvis mor, en luder gravid med ’kongen’.
Nu er moderen død og med farvel til marinen er Elvis alene. Men mødet med familien udvikler sig i stadigt mere eskalerende grad og den ene tragedie føder den næste.
”The King” er på mange måder en aldeles fremragende film. Skuespillet er intet mindre end eminent. Altid fabelagtige unge fløs Gael García Bernal spiller den ubehagelige Elvis, der mest af alt synes at minde om den franske eksistentialist, Camus’s ubekymrede karakter Meursault fra ”Den fremmede”. Elvis synes at være totalt blottet for moral og lader sig således føre af diverse følelsesmæssige impulser. Således bliver nøglescenen til forståelsen af Elvis et restaurantbesøg, hvor han ovenpå store dilemmaer blot ifører sig restaurantens papirskrone.
Lolitaagtige Pell James spiller Malerie Sandow, Elvis’s 16årige halvsøster, som uvidende om fyrens ufattelige kynisme, lader sig forføre ind i en tragedie, der på disse punkter slægter sine antikke græske forlæg på. Derudover spiller William Hurt den karismatiske kirkefar, David, der må se sit vælde falde for fødderne uden at Gud eller andre kan hjælpe.
Filmen kan således ses som en sen-eksistentialistisk film, blottet for andet end tilfældigheder, der spændes ud omkring det umiddelbare menneske. Men den kan også læses som en kritik af det amerikanske samfund, for hvor landevejskirken står og giver tilgivelse og håb, river den ’gale’ det fra hinanden uden den store kamp. Derudover kan man også se filmen som en hævn over slægten-film, som konteksten med den græske tragedie lægger op til. Men faktum er, at man som seer nede i salen sidder og holder sig for øjnene uden at forstå, hvorfor det hele bliver så forfærdeligt oppe på lærredet.
Således går man rundt i flere dage efter filmoplevelsen og prøver at finde mening med galskaben, men det synes ikke at give sig til kende. I mens kører filmens fantastiske stil i baggrunden. For den danske fotograf Eigil Bryld, der har stået bag kameraet på et hav af danske film, viser sig igen som lidt af en mester i såvel billedstemning som kameraføring. Den måske mest mindeværdige scene, for hvilken filmen i sig selv er værd at se, forefindes i slutningen, hvor en længere kameratur fra haven og gennem huset, holder seeren i en helt absurd suspense-stemning. Det er fabelagtigt. Så se ”The King”, hvis du kan klare tomheden og meningsløsheden, men forvent ikke at komme hjem med hjernetasken fyldt af gode sager at arbejde med.
