Skriv en kommentar
Coen brødrene har valgt at tage livtag med en af det engelske Ealingstudies perlerække af lowbudget-komedier fra slutningen af fyrrerne og ind i 50-erne, nemlig The Ladykillers (1955), eller som den for en gangs skyld meget rammende kom til at hedde på dansk Plyds og Papegøjer. Når man taler om engelsk humor er det ikke mindst disse komedier – fx Syv små synder, Masser af Whisky, Masser af Guld - man tager afsæt i, med deres herlige blanding af uskyld selv hos de mest hårdkogte forbrydere og skyld hos selv de mest uskyldige, fx gamle damer. For ikke at glemme satiren over den engelske borgerligheds korrekthed der er lattervækkende, hvadenten den fremstår som cool eller befippet, den slår under alle omstændigheder til i enhver situation og er således totalt blottet for situationsfornemmelse.
Den gamle Ladykillers er først og fremmest Sir Alec Guinnes´ virtuose tour de force. Hans ”professor” er gal og koldt beregnende og samtidig den gennemført venlige og kultiverede borgerlighed selv – ikke mindst brugen af de bemærkelsesværdige tænder er et kongenialt studie i karakter og komik. Professoren står i spidsen for en samling mildest talt meget forskellige kriminelle der har planlagt det perfekte kup, hvor den gamle dame som de indlogerer sig hos uvidende spiller en hovedrolle. Alt går galt og den gamle dame står til sidst alene tilbage med alle pengene – som hun endda ”får lov” at beholde, da det lokale politi ikke tager hende alvorligt.
Coen-brødrene er gået radikalt til værks og har omplantet London-historien til Mississippi. Den gamle dame er ikke længere en lille hvid engelsk nipsgenstand af slagsen, men en stor sort brydsk sag der lever og ånder for sin afdøde mand og den lokale gospelswingende kirke. På samme måde er det pæne engelske lokal-politi blevet til fede, storsnorkende deputy sheriffer. Så langt så godt. Men Coens filmatisering af Ladykillers har en bemærkselsesværdig mangel på charme, hvor udefinerbar sådan noget end kan være. Filmen er teknisk virtuos, som sædvanlig hos Coen-brødrene fristes man til at sige, og Tom Hanks præstation som den gale professor G. H. Dorr er imponerende, ligesom Irma P. Halls gamle dame, Marva Munson er det. Men det hjælper ikke rigtig noget, når man til stadighed må spørge sig selv om, hvor Coen vil hen. Er filmen et kærligt hip til sydstaternes USA, hvor ingenting andet end den gentagne kirkegang og glade gospelsang åbenbart rigtigt betyder noget, eller hva´? På samme måde spørger man sig selv, på trods af virtuoseriet, hvor pokker Tom Hanks figur kommer fra. Alec Guinnes´ psykopatiske civiliserethed er her afløst af en person der i en blanding af engelsk og sydstatsamerikansk formelig rapler monologer af sig der vidner om stor belæsthed indenfor den klassiske musik og litteratur, og måske en fortid i den gamle vaudeville-tradition! Hvor han passer ind i det amerikanske i dag er mig en gåde (og i øvrigt også for de amerikanske medier).
Det underspillede/det antydede som den første udgave var så rig på, har brødrene svært ved at eftergøre. Det forsøges gang på gang filmen igennem, og mislykkes ligeså ofte – de ”hårdkogte” forbryderes ”omsorg” for den gamle da hun må skaffes af vejen er rørende grinagtig i den gamle udgave, men falder uhjælpeligt til jorden i den nye. Mens de steder hvor farce/slapstick får lov at tage over fungerer. Fx er afsnittet hvor forbryderkollegaernes fortid ridses op meget morsomt, ligesom forsøgene på at slå den gamle dame ihjel er det langt hen ad vejen. Det er dog langt fra nok til at opveje en efterhånden langvarig affære der nok er teknisk virtuos, men som sagt i fatal grad mangler charme. Den sorte humor som man finder i Ealing komedierne og nærmest som varemærke i Coens film – var det det de faldt for? - fremtræder nu mere som maner end som mere eller mindre ironisk kommentar.
Man skal tænke sig godt om, når man som instruktør kaster sig ud i en remake af en klassiker. Det mindste man som tilskuer må kunne forvente, er at instruktøren(erne) har et selvstændigt bud på historien. Det har Coen-brødrene desværre ikke, selvom den er omplantet til Mississippi. Filmen fremstår uden anden stringens end den tekniske – brødrenes faste og fantastiske fotograf Roger Deakins, fornægter sig ikke. Andre har sagt det før, men jeg gentager det gerne; det ser ud som om brødrene er i kunstnerisk krise. Deres forrige film, Intolerable Cruelty, var bestemt heller ikke vellykket. Ironisk nok indtrådte krisen, hvis der er tale om en sådan, da de forlod den såkaldte independent produktion og blev en fuldgyldig del af Hollywood. Hvis det er sådan det forholder sig, er det så sandelig set før, men ikke desto mindre dybt beklageligt.
