Skriv en kommentar
Jarlen (Johnny Depp) er den excentriske krukke, der går i seng med hvad som helst, og har spundet sig selv ind i et dystert univers, da fristelser af en hver art tages imod med grådig kyshånd. John Willmott plejer os en stor interesse i Londons teaterverden, og bliver hurtigt fascineret af den smukke uerfarne skuespillerinde Elizabeth Barry (Samantha Morton), da under en af sine første forestillinger får frugt og grønsager i nakken af det kræsne og utilfredse publikum. Men John tager hende under sin vinge, da han bliver tiltrukket af hendes enorme drivkraft for kunsten og skuespillet. Det lykkedes hurtigt at gøre hende til stjerne på den nye teaterhimmel. Samtidig begynder han at skrive et særdeles frivolt stykke til samme teater. Hoffet ved Charles II (John Malkovich) har længe ladet den unge flavgab gå for nåde, men stykket der i realiteten sætter sig op mod styret, besejler Jarlens egen skæbne, da den franske ambassadør overvære det, og Charles bliver indirekte til grin. Mange af hans skriverier fortsætter, men hans ateistiske tanker og gjort ham til fjende af hoffet!
Den berømte Jarlen af Rochester, der først efter sin død, som 33 årig af syfillis, blev berømt for sin poesi. Hans udsvævende liv, og hæmningsløse seksuelle udskejelser, trods en ung smuk kone (Rosamund Pike) der elsker ham, udgjorde han et billede af det barokke, dystre og mørke univers der herskede i datidens London. Jarlen blev også et intenst studie i menneskelig selvdestruktion og forfald, som næsten synes at udgøre et mål i sig selv. Det er endnu engang i fremragende Johnny Depp og resten fuldt flot til dørs. John Malkovich altid et glædeligt gensyn. Selve historien er meget mørk og dyster, men selve poesien virker ikke som det fremtrædende i filmen, der fokusere på libertineren og hans utrættelige lyster, og også hans grovheder og fornærmelser til dem der er ham nærmest. Det er en langsommelig affære, og bortset fra det historiske perspektiv, er den ganske undværlig som film. Kameraføringen er også set bedre, der bliver fokuseret skarpt, og så blødt, og det virker ikke helt efter hensigten. Det er skuespillet der ophøjer forestillingen, fra at den falder hen i en triviel og kedsommelig middelalder antifestspil..
