Skriv en kommentar
Tågehornet hviner insisterende og en kegle af lys fejer ubarmhjertigt over det oprørte hav, da Ephraim Winslow (Robert Pattinson) går i land på en øde og gudsforladt klippe - kun beboet af et fyrtårn og den garvede fyrmester Thomas (Willem Dafoe). Det er hårdt og slidsomt monotont arbejde, og ordene er få mellem de to mænd, der i dyb isolation er overladt til hinanden. Der er ondt blod mellem dem fra første blik, og en intens kamp for at bevare forstanden går i gang.
The Lighthouse har et bemærkelsesværdigt format i sort/hvid, og hele filmen foregår på én lokation, som er begrænset til fyrtårnet og den lille klippe, det ligger på. Det er stemningsfuldt og har sikret en oscarnominering for bedste fotografering.
Det er Robert Eggers, kendt fra gyserfilmen The Witch (2015), der har instrueret The Lighthouse. Han har om filmen udtalt, at ”der umuligt kan komme noget godt ud af at isolere to mænd i en kæmpe fallos”, og forudanelserne om noget faretruende er da heller ikke til at tage fejl af i de indledende billeder med lyd, der varsler ubehag fra første klip. Der er tænkt på detaljer helt ned i det interessante sprogbrug, hvor Eggers har fået Dafoe og Pattinson til at tilegne sig et sprog, som det lød blandt søfolk og skovhuggere i slutningen af 1800 i New England. Det flyder naturligt på trods af uvante ord og forstærker karakterstudiet gennem særpræget og malerisk dialog, der ikke sparer på fantasifyldte eder.
Overtroen er tyk, og de miserable omgivelser er næsten ubærlige. Det er koldt, beskidt, og det regner. Eneste lyspunkt er fyrtårnets lampe, som de begge bliver mere og mere besat af. Som dagene gentager sig selv med guldvask, reparationer, messingkedler der skal pudses, og lampen der skal passes, tiltager vanviddet hos dem begge. Alt imens den gamle hakker på den unge, som ikke kan følge med og leve op til de høje krav, ser vi gennem nærbilleder, hvordan ansigtstrækkene bliver hårdere og øjnene mere stirrende for hvert hårde ord, og magtkampen mellem de to mænd bliver ætsende intens.
Det er stærkt, og ubehaget er ikke til at tage fejl af. På den forladte klippe i havet stiger galskaben i takt med stormens rasen, og jo længere tid der går, jo mere tossede bliver de begge to. Som publikum inviteres man adskillige gange til at spørge, hvem der egentlig gør hvad, og hvem der driver hvem, så vanviddet bliver en karrusel af manipulation og magtkamp, der er kørt af sporet. Det bliver til sidst til lidt for meget vanvid, da kampen og spillet mellem de to har gentaget sig et par gange, og man spørger sig selv, hvor meget galskab vi egentlig har brug for, for at forstå pointen, mens filmen balancerer på grænsen mellem interessant og langtrukken.
The Lighthouse er mesterligt lavet og er et intents studie i to mænds indbyrdes kamp, der driver dem begge til vanvid. Men det er også et studie i galskab, hvor det ikke er helt klart, hvad der vender op og ned i serien af gentagelser, som bliver langtrukkent og desværre efterlader et noget uforløst spørgende hvorfor det er relevant, ud over det flotte format og den særprægede dialog.
Trailer:
