Skriv en kommentar
Det er ikke altid at prædikatet drengerøvsfilm er noget negativt, men i dette tilfælde er det. Den stort anlagte ”The Longest Yard”, falder over sine egne ben og kan ikke stå distancen i længden, da den forfalder til ren og skær dumhed.
Paul Crewe (Adam Sandler) er en tidligere amerikansk fodboldstjerne, der ikke længere må spille fodbold fordi han har fusket med resusltatet til en kamp. Efter en heftig omgang spritkørsel havner han i spjældet, hvor inspektøren har store planer med den tidligere atlet. Fængselsvogterne spiller nemlig fodbold, når de ikke tæsker fangerne, og de har brug for hjælp. De skal have en træningskamp, og hvem kunne være en bedre modstander end et hold bestående af fanger fra deres eget fængsel? Paul Crewe får hjælp af medfangerne Caretaker (Chris Rock) og den tidligere træner Nate Scarborough (Burt Reynolds), når han skal stå overfor den ultimative udfordring og få nogle hærdede forbrydere til at spille fodbold.
The Longest Yard er genindspilningen af filmen af samme navn fra 1974, og Burt Reynolds der dengang havde hovedrollen, er som nævnt også med her. Filmen har egentlig ikke fået så meget fornyelse, bortset fra et svedigt soundtrack og en væsentlig forringelse. Den oprindelige film vandt golden globe som bedste film og blev nomineret til oscaruddelingen, det er næppe noget der overgår den nye version. Filmen har så mange irritationsmomenter, at man græmmes.
Chris rock er sjov som stand up-komiker, men han er simpelthen så forkert i rollen om Caretaker, at det gør ondt. Det er som sådan ikke hans præstation eller fysiske fremtoning, der tæller imod ham, men derimod at han har overført sit komikerrepertoire til filmen, og laver intet andet end at fortælle sorte/hvide jokes. Det er malplaceret, og man behøver ikke hele tiden gøres opmærksom på at der er mange sorte mennesker i fængslet. Burt Reynolds, der denne gang er forvist til periferien, gør en noget utroværdig figur, og man har lidt ondt af ham. Sandler er filmens bedste, og han formår glimtvis at vise at han kan mere end hans karriere indtil nu har budt ham.
Samlet set virker alle personerne i filmen karikerede og langt hovedparten af dem præsterer under niveau, og det er en skam, for havde man ladet dem give lidt mere, kunne man måske se igennem fingrene med alt det slemme.
Men det kan man ikke. Et kapitel for sig selv er soundtracket, hvor der hver gang folk går i slowmotion eller slet og ret hvis der kommer en ny scene, sættes et nyt nummer på eller skrues op for violinerne hvis holdånden og gejsten lige får et pift. Det er følelsesporno, der er humorforladt og alt, alt for meget. Hele herligheden er instrueret af Peter Segal, der tidligere har lavet 50 first dates og Angermanagement sammen med Sandler.
Det bedste i filmen er fodboldscenerne. De er fantastisk filmet, og det er her filmen har sine allerbedste momenter. Men ”The Longest Yard” har grundlæggende det problem, at man har villet for meget. Man havde noget man skulle leve op til i form af en god originalfilm, og har forsøgt at holde stilen og så tilsætte noget ekstra. Det har desværre bare gjort det ringere, og det er ærgerligt, da filmåret ellers ikke byder på mange sportsfilm.
