Skriv en kommentar
Trods at emnet er det samme, behøver man ikke at have set Joshua Oppenheimers forgående dokumentar, den sidste år-Oscar-nominerede The Act of Killing, for at kunne sætte sig ind i hans seneste, The Look of Silence. Personligt føler jeg dog nu en trang til at indhente det forsømte og se The Act of Killing, for bare en smule bedre at kunne forstå, hvad der er gået gennem hovederne på de folk, der med militæret i ryggen, myrdede en halv million mennesker i Indonesien i 1965-66. Nogle af de dræbte var folk, der sympatiserede med det kommunistiske parti, men en stor del var mennesker, der blot blev beskyldt for at gøre det, fordi de på den ene eller anden vis var ubekvemme for regeringen.
I The Act of Killing, blev morderne, der i dag ses som folkehelte, udfordret til at rekonstruere deres handlinger. Nu, i The Look of Silence, følger vi Adi, en optiker født efter massakren, som er vokset op i en såkaldt, ”politisk uren” familie, der hele hans liv har været påvirket af tabet af den bror, Adi aldrig kendte, Ramli.
De mange familier til ofrene, som Oppenheimer havde snakket med under sit ophold i Indonesien, opfordrede ham til at filme morderne, og det var midt i en demonstration fra lederen af en dødspatrulje og hans kollega, at det gik op for Oppenheimer, at det specielt makabre mord de så entusiastisk beskrev, netop var det af Ramli. Efter at have set optagelserne satte Adi, sammen med Oppenheimer, sig for at interviewe gerningsmændene og konfrontere dem med det, der har været fortiet i 50 år.
Fortid er fortid
Adi er ikke på samme måde som dem, der vidnede folkedrabene, bange for at tale om perioden. Men det er svært for ham at få noget ud af de folk, der i så mange år er blevet skræmt til at holde munden lukket. ”Fortiden hører fortiden til” er en holdning, han mange gange mødes med, afvist. Men faren lurer i den grad stadig – og lige rundt om hjørnet – for overalt bor de pårørende side om side med deres slægtninges mordere.
Lidt efter lidt får Adi sin mor til at udtale sig. Hun er en stærk, vis og humoristisk dame af få, men slående ord. Alligevel er det de gribende billeder, Oppenheimer har filmet i hjemmet, der maler det klareste portræt af hende. Hun enormt fængslende at observere, mens hun – nærmest trodsigt – konsekvent er iført en farvestrålende kjole og determinerende udfører sin daglige rutine, der inkluderer pleje af sin over 100 år gamle mand. Med øjne, der reflekterer, hvor meget hun har være igennem, fremstår hun som symbol på en indonesisk mor, der har overlevet at miste sit barn og nu lever i den stilhed, det forlod.
Klarsyn
Det er til gengæld ikke svært for Adi at få gerningsmændene i snak. Udover at skulle høre deres fortællinger besøger Adi dem under den præmis, at han skal tjekke deres syn og give dem nye briller. Ligesom på de optagelser han så, er morderne mere end villige til at beskrive deres handlinger i malende detaljer, afgivende umålelige radiuser af stolthed, tydeligvis havende mange gange tidligere pralet af deres bedrifter.
Men når Adi fortæller, at hans bror var blandt de myrdede, og dermed afslører, at han er ”guilty by association,” vender humøret øjeblikkeligt. De bliver arrige og angriber Adi verbalt. Nogle truer ham og spørger efter hans personlige oplysninger. Andre nægter at færdiggøre interviewet.
Ikke langt fra overfladen ligger tvivlen, og det er dens nærvær, der gør The Look of Silence så intens, så flot og så virkelig vigtig. ”Var det rigtigt, det vi gjorde?” Man kan se, tanken har strejfet dem mange gange, men også at de gang på gang har ladet tanken flyve forbi uden at gribe fat i den. På den måde skærer dokumentaren lodret ned i og dokumenterer en essentiel del af den menneskelige natur. For i virkeligheden kender de jo svaret på spørgsmålet.
Dermed ligger der en fin symbolik i, at Adi som optiker hjælper dem med at ”se bedre.” Lidt ligesom Oppenheimer overordnet set, med The Look of Silence, giver Indonesien og resten af verden et indblik i en 50 år lang stilhed - samt et værktøj til det bryde den.
