Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Frankrig 1918. Under ledelse af den unge, uerfarende men pligtopfyldende Major Whittlesey, bliver d. 308 bataljon sendt ind i Argonne skoven for at angribe og holde området omkring en gammel mølle. På grund af manglende forberedelse fra generalstabens side samt mangel på ammunition, proviant og erfaring generelt, virker missionen som dødsdømt på forhånd. Helt galt går det dog først da de opdager at den franske hær der skulle have dækket deres flanke har trukket sig tilbage og ligeså med amerikanerne der skulle dække deres ryg. Nu er de fanget bag fjendes linier men stillet over for valget mellem overgivelse eller udslettelse vælger de at kæmpe trods de dårlige odds.
Med The Lost Battalion burde instruktøren Russell Mulcahy have haft gode forudsætninger for et glimrende krigsdrama. Filmen er baseret på en virkelig hændelse hvor kun lidt under 200 mand ud af de oprindelige 500 overlevede den fem dage lange belejring ved Charlevaux, kun fem uger før krigens afslutning. Af indlysende årsager var jeg der ikke selv men det virker som om filmen er rimelig tro mod de faktuelle begivenheder. Den kvalmende patriotisme man ofte kan opleve i tilsvarende film, er her skruet ned på et absolut lavblus og forklaringen på amerikanernes styrke og vovemod, skal i denne film findes i den multikulturelle sammensætning af italienere, jøder, polakker og irlændere der udgør den amerikanske hær. Styrken i mangfoldigheden. Samtidig er filmen (ikke overraskende) en hyldest til den menige soldat og undervejs i historien kommer man næsten til at fatte sympati for den tyske kommandant, der desperat forsøger at fremtvinge en overgivelse i håbet om at rede så mange amerikanske menneskeliv som muligt.
Russell Mulcahy har tidligere beskæftiget sig med musikvideoer og at starte sin spillefilmskarriere med en krigsfilm baseret på virkelige begivenheder kunne have været et sikkert sats. I 1998 havde en vis hr. Spielberg taget sig gevaldigt sammen og med filmen Saving Private Ryan med den uforglemmelige landgangssekvens på Omaha Beach, vist hvor visuelt flot et moderne krigsdrama kunne skrues sammen. Spielbergs til tider næsten dokumentariske stil med det rystede håndholdte kamera og dramatiske lydside blev senere gentaget i den fremragende tv-serie Band Of Brothers fra 2001 og nu i Mulcahys storstilede tv-produktion Lost Battalion, produceret af The History Channel og skrevet af James Carabatos, manden bag anden verdenskrigsdramaet Hamburger Hill fra 1987.
Desværre lykkes det ikke for Mulcahy at fremmane samme dramatiske og effektfulde stil som Spielberg & co. og hvorfor ved jeg ikke. Hans valg af en gråtonet farvepalet er både flot og virkningsfuld og de fortættede kampscener hvor bajonetterne ofte bliver brugt, burde give anledning til både spænding og en fornemmelse af det modbydelige i situationen. Og da de tyske specialstyrker med deres ondskabsfulde flammekastere sættes ind er der, sammen med den stærke effekt af fraværende underlægningsmusik, alle forudsætninger til stede for flotte billeder af et inferno af rædsel. Men i stedet bliver det desværre underligt fladt, kedeligt og værst af alt udramatisk og jeg fatter det ikke. Men det er synd og en forfærdelig skam og jeg vil i hvert tilfælde tilråde at man udskifter klipperen i næste forsøg for trods alt er Mulcahy på rette spor.
Så selvom The Lost Battalion er betydeligt bedre end f.eks. Mel Gibsons We Were Soldiers fra 2002 kan jeg modstræbende ikke give mere end tre fine stjerner for en udmærket parentes i krigsfilmens historie. Men jeg vil holde et øje med Russell Mulcahys fremtidige produktioner.
En trailer for filmen kan næppe kaldes ekstramateriale. En stjerne for den.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
Pan Vision.
