Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Det forhistoriske bæst af en haj ved navn Megalodon bliver vakt til live i denne actionbasker af karat. I modsætning til klassikeren Jaws og en lang række andre hajfilm, som har gyset og uhyggen til fælles, så er det rendyrket gaspedalen i bund her. En understregning heraf er at man har sat Jason Statham i front, som den dristige helt, der skal redde et forulykket fartøj på havets bund, hvor hajernes Godfather huserer. Flere medier har kaldt The Meg for dybhavets svar på Jurassic Park, og man forstår hvorfor. Dog er der bare slet ikke det originale islæt som gør filmene sammenlignelige i hverken underholdning eller finesse.
Jeg elsker rent faktisk hajfilm, lige med undtagelse af alle de plagiatfilm af overdreven karakter, som bliver spyttet ud som ren kopi på streamingtjenesterne. Kun kult-franchisen Sharknado har fået goodwill på den konto, men ellers er potente blockbusters som The Shallows, 47 Meters Down og Deep Blue Sea personlige favoritter sammen med Orca (som godt nok ikke har en haj i centrum). The Meg rummer en modstander som er olm, bidsk og brølstærk, og derfor burde der måske nok være grobund for at kunne lade popcornene flyde og intensiteten toppe. Sådan bliver det nu faktisk aldrig. En omgang lommefilosofisk pladder, som ender med at køre i ring og misforstå sig selv. Denne produktion burde have været kaldt op af vandet af en bademester efter et kvarter, men ender med at flyde ud på aldeles dybt vand – bogstaveligt talt.
Selve redningsaktionen med at sikre staklerne på bunden af havet er dog et godt udgangspunkt, for overhovedet at have en præmis, men når vi så får udfoldet vores hovedkarakterer så åndsfattigt og overfladisk som her, så bekræftes tesen om at rammerne er underordnede, men blot et påskud for at lege med grafikken og animationen for at skabe dette monster af skræk. At Statham og co står overfor en trussel, som med al sandsynlighed nok burde koste dem livet – og som tilmed er en intelligent skabning med uovertruffen styrke, ja, det ville nok få panik og rædsel til at indfinde sig. Sådan er det slet ikke. Der bliver pjattet, sjoflet og skøjtet hen over enhver handling, rationel som irrationel, og alt krydres med one-liners og mere eller mindre lidt træk på skuldrene, hvis et medlem af crew’et ender i gabet på Meg’en.
Filmen har dog en række meget velkomponerede scener, men sat sammen i en større helhed bliver det aldrig. Til al uheld for Jon Turteltaub og filmholdet, så er det alt for synligt for seeren at ingen helt oprigtigt tror på tingenes tilstand, i hvert fald ikke med den rette balance. Overspil eller intet spil. Så enkelt kan man analysere skuespilpræstationerne. Jeg havde personligt håbet på mere, for genrens eksistensberettigelse, men det er lige før at The Meg bliver mere ufarlig end de halvsatiriske Piranha-genindspilninger for år tilbage. Lyspunktet skal findes i den 10-årige Shuya Sophia Cai, som charmerer sig ind hos publikum, men som til sidst i filmen, ender med at få lige så klichéfyldte replikker tildelt, som resten af de castede aktører. Jeg kan med lidt god vilje hive The Meg op på 3 stjerner, med tanke på at det groteske og overdrevne rent faktisk kan anses som tragikomisk, men filmen er der absolut ingen grund til at ønske sig et gensyn med.
Bonusmaterialet fokuserer på selve tilblivelsen. Du lærer noget om de udvalgte lokationer, og om de overvejende tanker om at adskille sig fra den klassiske hvidhaj som ”monster”. Du kan også komme med i maskinrummet og se, hvordan man rent teknisk får skabt bevægelse i den gigantiske haj. Flere gode indslag faktisk, som ikke blev forløst i den store sammenhæng.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Twentieth Century Fox Home Entertainment Warner Bros.
