Skriv en kommentar
Da jeg i sommeren 2024 efter Sct. Hans aften var i toget på vej mod centrum af København var der pludselig tusinde af unge og ældre lidt dansende, fløjtende og nynnende sangere i S-toget på Østerport Station – spurgte jeg en stående: ”Hvor har du været hende?” – ”Til koncert i Parken med The Minds of 99” – hvorefter hun smilende kikkede i sin telefon på de billeder, hun havde taget på afstand. Og efter at have set filmen forstår jeg deres begejstring.
Det er store tanker, som forsanger Niels Brandt (f.1983) gør sig – da han fik ideen om koncert i Parken – og på et tidspunkt kommer det frem i filmen: Vi har sat 30 millioner kroner på højkant, tænk hvis jeg ugen for inden brækkede armen?
Vi ser ham indledningsvis gå alene på scenen, og kommer dér med en kommentar om, at han troede hans krop var i krig – derfor skulle han lave disse først to koncerter – som hurtigt blev udsolgt og derefter en ny sat på – og den indre ro han må føle, hvor 50.000 i Parken synger med på: ”Kys mig snart” – op de smukke optagelser glider af og til over i sort/hvide skildringer – vel for at vise det jordnære. Og vi er ikke langt henne i filmen, hvor Niels Brandt fortæller publikum, at gruppen henvendte sig til Københavns Kommune for at få lov til at komme ind på Rådhuset til pandekager – da der aldrig nogen sinde er nogen, der har fyldt Parken tre gange med musik – hverken danske eller udenlandske bands – og hvad var svaret NEJ, og 50.000 buher tilbage og det er derfor jeg ikke kan lide politikere!!– men empatisk, som han er, siger han til hele Parken: Jeg er glad for at leve i et land, hvor man ikke bare kan invitere sig selv ind på Rådhuset til pandekager, fordi man er kendt. Men at man skal inviteres.
Vi kommer også tæt på de fire andre medlemmer, hvor trommeslager Louis Clausen svinger rundt med kæmpe hørelyddæmpere – og det er først midt i koncerten vi får at vide af ham selv, at han for et år siden fik tinnitus – irritation af øresneglen – men han fortsætter. Hele vejen igennem er det fællesskabet, der får dem til at sætte alle segl ind – de opdager den andens uundværlighed – og på et tidspunkt er vi i små glimt med til hans bryllup, mens musikken spiller – og da en af de to aftner er med gæsteoptræden, bl.a. Tim Christensen på elguitar svævende på en høj platform i 15-20 m højde midt i Parken ved siden af en anden platform med forsanger Niels Brandt over publikum og deres telefoner overfyldt med hvid røg og deres fyldt livsglæde. Men inden de går på, ser Tim Christensen overraskende, at Louis Clausen er tilbage i orkestret med et glædesudbrud. Og den anden aften er det med Mø, men også de store sangere Sivas og Reza er med på platformens hydraulik– og vi følger her Niels Brandts instrukser – hvor han med Mø skal mødes på scenen i duetten – filmproduceren spørger i starten ind til forløbet – og at 80% er det samme hver aften, om hun kan få at vide, hvad de sidste 20% er – er svaret NEJ.
Niels Brandt fortæller publikum, at vi er her fordi det er vores 10 års-jubilæum – og der er ingen tvivl om at et af orkestrets største hit er fra 2014 – hvor de satte strøm til Tom Kristensens (1893-1974) digt fra december 1933 om Grønlandsudforsker Knud Rasmussen (1879-1933), som bliver sunget med 50.000 varme stemmer:
Det´ Knud som er død
Frys, som vi andre fryser i dag
Uden ild og glød
Gennem den mørke december
Vi følger med hele det tekniske apparat, hvad det vil sige at stable scenen i Parken med lys og lyd og alle de tons store tekniske apparater, følger folk der står i kø for at komme ind – men vi får også de mange overvejelser Niels Brandt har – selv om han lider af pankreatitis – og i perioder en alvorlig depression – samtidig med, at han kan få 50.000 til at synge med på ”Solkongen” fra 2015 og ”Stjerner på himlen” fra 2018:
Dagen er bar til besvær
Min ven, du står op, men hvad ska´ du nu her?
Er du bang´ for du bare gør den værre?
Det er genialt tænkt, at få 100 efterskoleelever til at stå på scenen og blive hyldet af 50.000 fans – og høre deres meget smukke sang i fællesskabets ånd – at være til stede i nuet – men vi får også Niels Brandts frustration over produceren, der har inviteret kulturministeren med backstage for at blive fotograferet med gruppestemningen – og Niels Brandt er i tågens røde felt: og det må under ingen omstændigheder komme med på filmen. Aldrig.
Solkongerne har heldigvis talt.
