Skriv en kommentar
Stephen King filmatiseringer er lidt ligesom en æske chokolader: man ved aldrig helt hvad man får. Nogle gange smager det godt, andre gange skidt, og nogle gange får man en bid der måske umiddelbart smager ok men som efterlader en underlig bismag som man ikke helt kan bestemme. I den sidstnævnte kategori finder vi Frank Durabont’s filmatisering af novellen ”The Mist.” Durabont har før stået bag Stephen King filmatiseringerne ”Den Grønne Mil” og, den vellykede men temmelig overvurderede, ”En Verden Udenfor”. Begge er dog forholdsvis atypiske King historier da horrorgenren må siges at være mandens primære metier.
”The Mist” handler om en lille by der bliver indhyllet i en mystisk tåge der pludselig dukker op en dag efter en voldsom storm. David Drayton (Thomas Jane) er inde I byen og handle ind sammen med sin søn og sin nabo, da tågen rammer. Det bliver hurtigt klart at der er noget farligt ved denne tåge; en mand med blod i ansigtet forklarer manisk at der var noget i tågen der tog hans ven, og en anden mand vælger at ignorere advarslen og løber ud til sin bil, men når tilsyneladende ikke langt, da hans rædselskrig høres kort efter at han er forsvundet i tågen. Truslen syntes altså at være virkelig og den resterende flok vælger derfor at lukke dørene til supermarkedet og vente på hjælp.
Man når lige netop at blive interesseret i mysteriet om tågen, da Drayton og nogle andre bliver angrebet af en flok tentakler med sylespidse tænder ude på et lager.
Vi har altså ikke at gøre med en stemningsbåret gyserfilm, som John Carpenters svagt beslægtede ”The Fog,” men snarere en actionpræget monsterfilm, hvor vores helte bliver angrebet af alt fra flyveøgler, til syresprøjtende kæmpeedderkopper. Det er der i og for sig ikke noget galt med, især ikke når actionsekvenserne, og monstrene, er rimelig vellykkede, dog uden på noget tidspunkt at være banebrydende.
Der hvor filmen begynder at skrante er når der begynder at gå social kommentar i den. Menneskeflokken der er lukket inde i supermarkedet bliver brugt som en allegori på det amerikanske samfund, komplet med racemæssige spændinger og religiøse fanatikere. Tågen bliver et symbol på den mystiske ydre fjende, som man har svært ved at forstå, (hvem sagde terrorister?) og filmen studerer så de psykologiske konsekvenser af denne situation.
Det kunne have været interessant, hvis det ikke var for det ekstremt kyniske, moralsk tvivlsomme og, ja, direkte bizarre, verdenssyn filmen tilsyneladende præsenterer. Noget af det første der sker, er nemlig at de sorte medlemmer af flokken beslutter sig for, at alt det der med tentakler, og at tågen er farlig, er noget de hvide har fundet på for at narre dem. De vader derfor fluks ud i tågen og lider en uset, men ikke særlig rar skæbne…
Det religiøse aspekt bliver repræsenteret af den småskøre Mrs. Carmody (Marcia Gay Harden) Hun er overbevist om at tågen er en slags guds straf, og derfor begynder at prædike røven ud af bukserne. Dette starter som et irritationsmoment, men inden længe har hun fået kørt næsten hele supermarkedet op i en religiøs psykose, og vore helte er pludselig konfronteret med en indre fjende der, om muligt, er endnu mere farlig end den ydre. Det er sikkert tænkt som en skarp, bidende kommentar til den voksende religiøse fundamentalisme i USA, men virker her voldsomt irriterende af to grunde; for det første overspiller Marcia Gay Harden i ulidelig grad i rollen som Carmody, og for det andet er hendes omvending af menneskeflokken simpelthen utroværdigt skildret. Folk bliver simpelthen for fanatiske alt for hurtigt, især når man tager i betragtning hvor selvmodsigende Carmody er: hun har nemlig svært ved at bestemme sig for om det er gud eller djævlen der har bestilt tågen og om hvorvidt man skal ofre folk til tågen eller forhindre dem i at flygte ud i den.
Som det måske fremgår så lider ”The Mist”, som mange andre film af denne slags, af at dens karakterer enten optræder komplet ulogisk, eller er ca. et kvarter om at regne ud hvad seeren har regnet ud på 2 minutter.
Helt galt går det i filmens afslutning, der naturligvis ikke skal afsløres her. Lad os nøjes med at sige at det er noget af det mest utilfredsstillende jeg endnu har set, og de førnævnte moralske implikationer er, ja, bizarre.
Til filmens forsvar skal det siges at den trods alt formår at underholde et godt stykke af vejen, takket være de førnævnte actionsekvenser, en masse ufrivillig komik, og en Thomas Jane der yder en brav indsats som David Drayton.
Mange af scenerne i supermarkedet er optaget i en dokumentarlignende stil med håndholdte kameraer og pludselige zoom. Dette kunne måske godt have været mere gjort på en mere gennemført og elegant måde, men ikke desto mindre så formidles isolationen og desperationen hos de fangede mennesker rimelig effektivt.
”The Mist” kunne have været en fin lille monsterbasker hvis man havde droppet de klodsede politiske kommentarer og taget sig selv lidt mindre alvorligt, som det er nu kan man dog ikke undgå at sidde med en lidt skidt eftersmag i munden, og ikke på den gode måde hvor det maner til eftertanke.
