Skriv en kommentar
Ø-mærket storfilm
Terrence Malick er en af Hollywoods mest interessante instruktører. Med Badlands fra 1973 var ham med til at definerer New Hollywood-bølgen med kollegaerne Scorsese, Spielberg, Coppola og Di Palma, men siden debuten har der været langt mellem filmene. I 1978 så vi Richard Gere i Days of Heaven, en film der peger frem mod både The Thin Red Line fra 1998 og så premiere The New World fra 2005 i sin stil, hvor historiens karakterer indgår i en slags konflikt med den natur, der omgiver dem. Nærmest i et økologisk kredsløb.
Med kun fire film på over 30 år, må man nødvendigvis sidde med en vis forventning til den store mester med det en visuel indsigt man sjældent møder i dag. Den side af sagen kan man også godt glæde sig til.
Malicks temaer er amerikansk historie. I Days of Heaven mødte vi et elskende par, der drager mod historien fra storbyen til landet i 1900-tallets begyndelse. The Thin Red Line har sit omdrejningspunkt i slaget ved Guadacanal i Anden Verdenskrigs Stillehavsopgør og med New World drager vi helt tilbage til Amerikas fødsel i 1607, hvor engelske pionerer skabte Jamestown og mødte den indfødte befolkning. Der skulle gå mere end 150 år før USA blev en selvstændig nation. Det er legenden om Pocahontas, der er omdrejningspunktet i The New World. Den er bl.a. kendt fra Disneys romantisering af legenden og Malick når desværre ikke ret meget længere end til romantiseringen, hvad historien angår. Den bygger på Kaptajn John Smiths bøger om Pocahontas, en ung datter af Algonquin-høvdingen Powhatan. Smith ankommer med et større selskab til den ny verden i Virginia med hænderne i lænker for mytteri. Ekspeditionen bygger det berømte fort Jamestown og Smith sendes ind i landet for at møde Powhatan, men holdes som gidsel og står til at blive henrettet, da Pocahontas kaster sig for fødderne af ham og dermed skåner hans liv. Smith bliver en del af stammen, men vender tilbage til et Jamestown, der har mistet modet pga. de klimatiske forhold og almindelig europæisk sløvsind. Indianerne vil gerne have nybyggerne til at forlade landet, men da Pocahontas, der knapt er teenager har et godt øje til Smith, sørger hun for at levere mad og beskyttelse indtil en dag, hvor en konfrontation ikke kan undgås. Der er store tab på begge sider og det ellers fredelige forhold mellem de to folk er spoleret. John Smith forlader landet for at finde Nordvestpassagen til Indien (som det er sket mange gange uden at give resultat før nogle hundrede år senere). Han beder de efterladte fortælle Pocahontas, at han er død. Den troende John Rolfe falder for Pocahontas. De bliver gift, får børn og drager endda til England, hvor hun ud over at møde den royale familie, også møder Smith igen efter mange år. Hendes tanker er dog på mand og børn – og det bliver også hendes sidste tanke, da hun kort efter dør af sygdom med de trøstende ord til manden, at alle skal dø og så længe man har ført generationen videre, så har man udført noget. Igen er økologien inde over filmen.
Rent tematisk har Malick selvfølgelig valgt at fokuserer på mødet mellem to vidt forskellige kulturers møder. Hjemme i England blomstrer barokken frem og til sidst i filmen ser man en medfølgende indianer vandrer rundt i vildrede i en snorlige og stringent komponeret engelsk have, som var han del i et surrealistisk komplot. Men det er også mødet mellem det gamle trætte England og den livligt naive Pocahontas, som vi i Malicks vanlige symbolik ser dukke frem i naturen som var hun en del af den. Der bliver ikke sparet på fødsels- og vandmetaforikken i filmen.
Det er ikke dialogen, der fører handlingen frem i Malick film, således heller ikke i The New World, der sparsomt og i en poetisk voice over af Smith og Pocahontas driver filmen frem. Det er i høj grad i det visuelle, at man skal finde meningen i filmen, hvis handling er så banal som en Disney-film. Men med Malick suggestive billedesprog, der med stor indføling er leveret af fotografen Emmanuel Lubezki, der også er Oscar-nomineret for sin indsats, kommer man meget tæt på sagens kerne, hvis man altså har tålmodighed. Også musikken af James Horner spiller en væsentlig narrativ rolle. Det barske Amerika akkompagneres af robuste storsymfonier, der vækker mindelser om de største romantikere i europæisk musikhistorie, mens England er taffelmusikken konstruerede verden tilføjet lidt stemning af Shakespeare og Händels korværker (selvom det i øvrigt ikke passer historiske sammen).
Det er dog naturens væsen i verden, der spiller den helt store rolle i filmen. Den nye verden er det nye Edens Have, som gjorde det muligt for de dekadente europæere at begynde forfra i pagt med vor Herre. Den verden som indianerne lever i kender ikke til ejendom eller ondskab, og for dem er der kun naturen og den cirkuleren om sig selv. Således er The New World et slags økologisk drama.
Men filmen er fascinerende i sin visuelle metaforik, som kun overgås af den 15-årige pige, der spiller Pocahontas, som var hun skåret ud af den tynde birk, der vejrer i vinden. Hendes navn Q’Orianka Kilcher og er lidt af et mirakel. Hun er fuldstændig blottet for erotiske konnotationer og fuldender sit spil på en så naturlig måde, at man overvejer, hvor hun har været de sidste 400 år. Naivt og nysgerrigt møder hun filmen med så intense blikke, at man sagtens kan forstå romantikeren Smiths fascination. Han spilles med følelse af Colin Farrell, der kan den slags, men som nu ikke har banale one-liners og højtravende replikker at læne sig op ad. Christopher Plummer er som altid mægtig i rollen som øvertsbefaldende Newport. Christian Bale er også fin som John Rolfe – men Pocahontas stjæler scenen fra start. Q’Orianka Kilcher tilhører den natur, som The New World så forbilledligt og med så nænsom følelse skildrer på en måde, som er Malicks utvetydige varemærke.
