Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
I 1607 ankom de første Europæiske ny-byggere til Nord Amerika, hvor de slog sig ned og grundlagde byen Jamestown. The New World handler om ny-byggernes første svære tid, og deres første møde og konflikt med de indfødte. Historien har eventyreren John Smith som hovedperson og er bygget over denne’s dagbog. Under de første fjendtligheder tages Smith til fange af de indfødte, og møder her den smukke og charmerende Pocahontas, som redder hans liv. Resten af filmen handler om deres blomstrende kærlighed, midt i den voksende fjendtlighed mellem indfødte og nybyggere.
De første fem minutter af The New World er noget af det smukkeste jeg har set i en film til dato. Man rider fra begyndelsen på en ekstatisk bølge af forventning, men bølgen vokser sig ikke større og større for så at kulminerer i et kæmpe brus. I stedet fortsætter den bare roligt og svalt på sin vej, og det er i det øjeblik, hvor det går op for en at filmen ikke er på vej nogen steder hen, at filmen falder sammen og bliver til kedsomhed.
Collin Farrel (Alexander, Minority Report) spiller fantastisk i The New World og udnytter mimik og skuespilevner til det yderste. Filmens sparsomme dialog har uden tvivl budt på en del udfordringer for både instruktør og Farrel og hans skuespiller kolleger.
Q’Rianka Kilcher er et forholdsvis ubeskrevent blad men jeg spår en stor fremtid for hende. Hendes skuespil, mimik og charisma er fantastisk og man får virkelig indtrykket af Pocahontas som et ægte naturbarn, når man ser hende danse over skærmen med en måbende, dybt forelsket Collin Farrel efter sig.
Christian Bale (American Psycho, Batman) dukker op meget sent i filmen og får aldrig rigtig lov til at folde sig ud, hvilket er synd. Men det er dog ikke desto mindre en fornøjelse at se ham. Bale’s karakter repræsenterer det positive og menneskelige i nybyggerne. Dette kommer på et tidspunkt i The New World hvor man virkelig har brug for at se noget positivt i vores forfædre, og Bale er formidabel til netop sådan en rolle.
Terrence Malick er nok bedst kendt for The Thin Red Line (1998) og har heller ikke instrueret nogen film siden. The Thin Red Line fik en blandet modtagelse, og med The New World har Malick lavet endnu en film, klar til en blandet modtagelse.
Malick er en poet og en maler. Han skaber et fantastisk værk, til stor æstetisk nydelse og med et digts natur. I The New World mister normal narrativ rækkefølge sin mening, tid mister sin mening. I stedet formidles følelser uden brugen af alt for meget dialog og uden de store krumspring i handlingen. The New World er et kunstværk af dimensioner, vis visuelle og poetiske side skriger på beundring. Men det er beundring som et kunstværk og ikke som en film og en historie. Filmen er en smuk, smuk tanke men forbliver også det. Medmindre man kan finde glæde i det poetiske alene så er The New World en dræbende kedelig film. Endnu værre er det så at man i filmens første minutter får et lille indblik i hvor fantastisk en film det kunne være blevet.
Med scoret til The New World har James Horner endelig gravet sig ud af en langvarig uinspireret periode, og har skabt et fantastisk filmscore. Men i stedet for at nyde dette har man i stedet smadret Horner’s værk, fjernet det meste og brugt de samme Wagnerske toner om og om igen. I filmen fremgår Horner’s musik derfor som endnu en fadæse og det ryger så oveni en i forvejen haltende film. Nogen burde skamme sig!
Mit råd er: Køb James Horner’s score, se de første fem til ti minutter af The New World og forestil dig så resten selv. Det vil være langt bedre. Jeg græder lidt over at give The New World så hård en medfart, for det er uden tvivl stor kunst. Det kan sikkert også virke mærkeligt at jeg roser så mange detaljer ved filmen for derefter at give en sølle karakter. Men filmen er i bund og grund dybt kedelig og det er ikke til at komme udenom, ligemeget hvor stor kunst den er.
Min indre film-snob beklager dybt... men denne film er 130 minutters spild af tid.
Filmen er venligst stillet til rådighed af
SF/Fox.
