Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Man kunne med Lars von Triers ord da han skulle beskrive sit arbejde med ”Riget” kalde ”The Party” for et venstrehåndsarbejde. Det er normalt ikke en betegnelse for noget godt, men ”Riget” lykkedes som bekendt over al måde, det samme gør ”The Party” for engelske Sally Potter. Hun er kendt for ambitiøse værker (”Orlando” (-92); ”The Tango Lesson” (-97); ”The Man Who Cried” (-01) ”Ginger & Rosa” (-12)) – men her har hun åbenlyst givet sig selv lov til at slå sig løs med en kort, meget velfortalt og velspillet kammerkomedie.
Borgerligheden men måske mere præcist hykleriet hos den såkaldte elite når det gælder arbejde, ambitioner, familie, kærlighed og verdens frelse i al almindelighed tilsat tidens politisk korrekte holdninger fx til feminisme og mænd (jeg savnede noget om flygtninge, muslimer og racisme) spiddes på det lystigste i fremragende dialoger med fremragende engelske skuespillere. De må have haft en fest på settet!
Oppositionspolitikeren Janet (Kristin Scott Thomas) er lige blevet udnævnt til skyggeminister for sundhed og rumsterer nu i køkkenet, imens lykønskende gæster begynder at indfinde sig. Inde i stuen sidder hendes mand Bill (Timothy Spall) med et tomt udtryk i øjnene og tyller rødvin imens han af og til går hen og sætter en ny LP på grammofonen. At noget er galt fornemmer fra start af.
Det ville være synd at spoile handlingen her. Lad mig nøjes med at nævne persongalleriet. Den nye ministers mand Bill er universitetsforsker udi kultur; Tom (Cillian Murphy) er en meget, meget nervøs finansspekulant; Martha (Cherry Jones) er kønsforsker og kæreste med Jinny (Emily Mortimer) (mon ikke hun er eller har været studerende hos Martha) der er gravid; Gottfried (!) (Bruno Ganz) er healer, og hans kone, amerikaneren April (Patricia Clarkson) er ministerens kyniske veninde.
Der kommer snart såkaldte sandheder for en dag og, som man siger, efter denne optakt til en middag der aldrig bliver til noget, bliver tingene aldrig de samme igen. Eller måske gør de netop – hykleriet kan ingen tage fra eliten.
Historien er stramt fortalt, der er skåret ind til benet - 1 time og 11 minutter tager løjerne – dejligt i en tid hvor film ikke kan blive lange nok. Læg mærke til framingen, kameragangen og klipningen. De dele er lige så elegante som skuespillernes præstationer.
Den form for frikvarter eller venstrehåndsarbejde som Sally Potter her lægger for dagen måtte vi gerne opleve oftere hos talentfulde instruktører. Fortælleglæden er åbenlys, det er vores hykleri såmænd også men der skal være nogen der til stadighed fortæller os det.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Mis. Label.
