Skriv en kommentar
Mel Brooks’ sprællende ”Forår For Hitler” fra 1968 med Gene Wilder og Zero Mostel som de mildest talt nytænkende producere blev et af Brooks’ allerstørste hits, og en film der på forargende musikalsk facon viste mere bid end tidligere. Næsten 40 år og en af det sidste årtis største broadway succeser senere skal vi nu endnu engang have historien om de to bagmænd, Leo og Max, der satser på en fiasko.
Planen er simpel: Den unge Leo Bloom (Matthew Broderick) overbevises af den garvede teaterproducer Max Bialystock (Nathan Lane) at en fiasko kan give sine bagmænd lige så stort afkast som en succesforestilling – og prompte sætter de to sig for at sætte den mest depraverede, utiltalende og katastrofalt elendige forestilling i Broadways historie op. De finder frem til nynazisten Franz Liebkind (Will Ferrell) og køber hans stykke ”Forår for Hitler”, de hyrer den yderst homoseksuelle instruktør Roger Debris (Gary Beach), læner sig tilbage og nyder katastrofen. Mod al forventning bliver ”Forår for Hitler” imidlertid en succes og så sidder vore to venner i saksen.
”The Producers” er en ligeså energisk humørbombe som sit udgangspunkt. Susan Stroman, der for nyligt tog springet fra dansekoreograf til instruktør og også stod bag den amerikanske teateropsætning, er ikke synderlig interesseret i de politiske implikationer, men holder historien simpel og tempofyldt. Mange af skuespillerne er også hentet fra teateropsætningen resulterende i et lystspilsagtigt overskud, der skinner igennem. Over de sidste fyrre år er det gennemsnitlige Hollywood-budget som bekendt vokset betragteligt, så hvad den nye udgave måske mangler i satirisk bid og underfundighed forsøger den at gøre op for med de ekstravagante, musikalske indslag, hvor Matthew Brodericks overdådige ”I Wanna Be A Producer” står som den mest fremtrædende.
Nathan Lane er velfungerende ligesom Broderick og Uma Thurman leverer forventelige indsatser. Som altid med Will Ferrell kan man enten lide ham eller ej – jeg finder ham ganske komisk i SS-hjelm og lederhosen. Forventeligt ligger filmens største problem ikke i leveringen men simpelthen i dens egenskab af remake. Der er et par nye sange, der er brugt flere penge og skuespillerne fungerer, men alligevel kan den ikke konkurrere med originalens fanden-i-voldske, politiske ukorrekthed og den sans for timing og skøre indfald som kendetegner filmene fra Mel Brooks’ storhedstid.
Har man set teateropsætningen, der for tiden kører for fulde huse i sin danske oversættelse på Det Ny Teater, er der rigelig grund til at gense nogle af de flotte sange og få forestillingen på sit originalsprog, men er man tilhænger af den gamle film vil man savne nerve og føle at al ting da er meget godt, men bare lidt under niveauet fra sidst.
