Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Efter den enestående, originale og dybt rørende ”Man tænker sit” (2009) er forventningerne til svenske Henrik Hellströms seneste film ”The Quiet Roar” naturligvis høje. Men mens ”Man tænker sit” på alle måder var original gælder det ikke for ”The Quiet Roar”.
Der er bestemt ikke tale om en mainstream-fortælling denne gang. Tværtimod vil der utvivlsomt være de der finder filmen langsom, uden spænding og med en irriterende fortællestemme i form af en terapeut der tager hovedpersonen og publikum ved hånden. Om den første indvending gælder at den er svær at tage alvorlig i en tid der dybest set råber på stilhed, fordybelse, eftertanke og refleksion. Om den anden – ja, det kan der være noget om.
Den 68-årige Marianne (Evabritt Strandberg) er uhelbredelig syg og har behov for at forlige sig med sin fortid. Derfor opsøger hun en organisation der tilbyder klienterne et terapiforløb baseret på et psykedelisk LSD-lignende stof der sætter klienten i stand til at gå reflekteret ind i sin erindring.
Da den gamle kvinde i starten af filmen opsøger organisationen, lægger man mærke til at det foregår på en parkeringsplads med en vagt placeret foran noget der ligner en stor campingvogn. Det er øjensynlig kontroversielt og måske ulovligt det organisationen og den gamle kvinde er i gang med. I virkeligheden er samfundskritikken stor her; tænk at det kan være ulovligt at finde en stille plads at reflektere over sit liv fra (psykedeliske stoffer eller ej) – og at den mulighed nu er henvist til en parkeringsplads!
Herfra ledes vi sammen med Marianne af terapeutens (Hanne Schygullas) venlige stemme til en erindring, til et mytisk sted, et bjerglandskab med et pragtfuldt beliggende hus. Her finder den gamle kvinde sig selv som ung med mand og to børn. Som i en drøm er den gamle kvinde i stand til at iagttage sig selv, ja endog at tale med sit unge selv og sin unge mand.
Det bliver til en fortælling om en ensom kvinde der i og med sin ensomhed svigtede både mand og børn. Da sessionen er ovre kan kvinden lettet skrælle og spise en appelsin; i erindringen smed hun appelsinstykkerne efter sin mand og børn.
Filmen kan næppe sige sig fri for at være idealiserende i sit udsagn om muligheden for måske ligefrem opfordringen til at forlige sig med sin fortid gennem et ideelt terapiforløb over nogle få timer. Dette harmonerer dårligt med en forestilling om en realistisk fortælling. På den anden side er stilen nænsom; her fokuseres ikke på barndom og forhold til forældre, tværtimod leder terapeuten enkelt og empatisk ind i erindringens nu og smukkest; scenerne fra huset i bjergene er indtrængende i al deres stilisering. Dertil kommer at Evabritt Strandbergs gestaltning af den gamle kvinde tilføjer al den realisme, man ellers kunne savne. Her er bestemt et levet liv og en fast beslutning på at komme godt herfra på spil i hver eneste scene med hende. En imponerende præstation.
Det er godt denne slags originale film produceres, og godt at den trods alt udkom på BluRay herhjemme, nu hvor den ikke kom i biografen. Ligesom da ”Man tænker sit” fik premiere må man uvilkårligt spørge sig selv, hvornår en original dansk filmkunstner som Jytte Rex igen får lyst og måske vigtigst får mulighed for at fortælle fra drømmenes og erindringernes sted i Danmark.
Der er intet ekstramateriale på BluRayen.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Warner Home Video.
